Print

SLIMSÆKSBETÆNDELSE

Diagnose: SLIMSÆKSBETÆNDELSE
(BURSITIS)

Anatomi:
Der er rundt om på foden talrige slimsække, der har til formål, at nedsætte trykket på muskler, sener og ledbånd, hvor disse ligger tæt op af knoglefremspring. Slimsækken ved achillessenen er blandt de slimsække, der hyppigst giver symptomer. 

Årsag: Ved gentagne belastninger eller ved slag kan slimsækkene blive "betændt" (inflammeret) og producere øget væske, hæve op og blive smertefulde. Selv om tilstanden kaldes slimsæksbetændelse, er der sædvanligvis ikke infektion i slimsækken.

Symptomer: Smerter ved tryk på slimsækken, der af og til (men langt fra altid) kan fornemmes hævet.

Akut behandling: Se her.


Undersøgelse: I lette tilfælde med kun minimal ømhed kræves ikke nødvendigvis lægeundersøgelse. Ved mere udtalte smerter eller manglende fremgang bør der gennemføres lægeundersøgelse for at sikre diagnosen og påbegyndelse af eventuel behandling. Diagnosen stilles mest sikkert ved ultralydscanning.

Behandling: Behandlingen omfatter primært aflastning. Hvis den udløsende årsag kendes (f.eks. sko, der klemmer), skal denne naturligvis korrigeres. Behandlingen kan suppleres med gigtpiller (NSAID) eller injektion med binyrebarkhormon i slimsækken forudgået af udtømning af denne, hvilket med fordel kan gøre ultralydvejledt.

Genoptræning: Behandlingen er helt afhængig af, hvilken slimsæk, der er "betændt" (inflammeret), men sædvanligvis kan idrætsaktiviteten genoptages forsigtigt, når smerterne er svundet, specielt hvis man har været i stand til at påvise en udløsende årsag, der derefter er fjernet.
Se i øvrigt genoptræning, generelt.


Bandage: I nogle tilfælde kan man tape en ring af f.eks. filt rundt om den ømme slimsæk, hvorved trykket (fra f.eks. sko) nedsættes. Det er naturligvis vigtigt at hullet i den aflastende ring sidder lige over slimsækken.

Komplikationer: Hvis ikke forløbet går jævnt fremad, bør man overveje, om diagnosen er rigtig eller om der er tilstødt komplikationer:

I sjældne tilfælde kan slimsækkene blive inficeret med bakterier. Dette er en alvorlig tilstand, hvor slimsækken bliver rød, varm og tiltagende hævet og øm. Denne tilstand kræver umiddelbart lægeundersøgelse og behandling. Hvis ikke der er fremgang på aflastning, medicinsk behandling (gigtpiller (NSAID) og ultralydvejledt injektion af binyrebarkhormon) kan man forsøge operativt at fjerne slimsækken.

Joomla SEO powered by JoomSEF
Banner