Print

SPRINGERKNÆ

Diagnose: SPRINGERKNÆ
(JUMPER'S KNEE)

Anatomi:
Den store forreste lårmuskel (musculus quadriceps femoris) består af fire muskler (m vastus lateralis, m vastus medialis, m vastus intermedius og m rectus femoris). Musklerne fæster alle på øverste kant af knæskallen. Knæskalssenen (ligamentum patellae) forbinder den nedre kant af knæskallen med øverste, forreste del af skinnebenet (tuberositas tibiae). Funktionen af knæskalssenen er derfor at overføre den kraft, den store forreste lårmuskel præsterer, når knæet strækkes.




  1. M. rectus femoris

  2. M. vastus medialis

  3. Retinaculum patellae mediale

  4. Retinaculum patellae mediale

  5. Tuberositas tibiae

  6. Lig. Patellae

  7. Retinaculum patellae laterale

  8. M. vastus lateralis

KNÆ FORFRA

(Foto)


Årsag: Gentagne ensformige belastninger af knæskalssenen (spring, spark) medfører mikroskopiske småbristninger ved knæskalssenefæstet på nedre kant af knæskallen. Da belastningen ofte forsætter på trods af ømheden, der i starten svinder efter opvarmning, opstår der efterhånden en kronisk "betændelse" (inflammation) i senen. I nogle tilfælde opstår symptomerne ved senefæstet fra forreste lårmuskel på øvre kant af knæskallen. (Foto)
Symptomer: I starten fremkalder spring og lignende ømhed ved nedre kant af knæskallen. Disse smerter svinder de første uger/måneder efter opvarmning. Hvis idrætsaktiviteten forsættes, tiltager smerterne, så idrætsaktivitet til sidst er umulig.

Akut behandling: Se her.


Undersøgelse: Korrekt behandling fra starten er helt afgørende for et godt resultat. Af denne grund tilrådes lægeundersøgelse kort efter debut af smerter under knæskallen. Diagnosen stilles sædvanligvis ved almindelig lægeundersøgelse. Ved forværring eller manglende fremgang bør der tidligt i forløbet udføres en ultralydscanning, som vil kunne påvise fortykkelse af senen, granulomer, arvævsdannelse, delvise bristninger, forkalkninger i senen, slimsæksbetændelser og betændelse af vævet rundt om senen (peritendinitis), (Ultralydbillede). (article).

Behandling: Behandlingen består primært i aflastning fra de smerteudløsende aktiviteter (spring, spark) hurtigst muligt efter symptomdebut. Hvis behandlingen indsættes hurtigt, kan skaden i nogle tilfælde ophele på få uger. Hvis smerten har været til stede i flere måneder, og specielt hvis der ved ultralydscanning er fundet fortykkelse af og forandringer i senen, må man ofte påregne et genoptræningsforløb over flere måneder. Der lægges vægt på udspænding og styrketræning af forreste lårmuskel ved at aktivere musklen samtidig med den udspændes (eccentrisk træning) og langsom, tung styrketræning. Is-behandlingen kan gentages hver gang, der i genoptræningsforløbet fremkaldes ømhed i knæskalssenen. Medicinsk behandling overvejes i form af gigtpiller (NSAID) kan forsøges i det akutte stadie, mens behandling med NSAID ikke er indiceret ved langvarige gener, dels da effekten er yderst begrænset og dels da NSAID behandlingen dæmper smerten, således genoptræningen bliver vanskeligere at styre. Ved langvarige gener uden fremgang trods langsom genoptræning og med forandringer ved ultralydscanning kan injektion af binyrebarkhormon rundt om den fortykkede del af senen  som led i en langvarig genoptræningsplan. Det er hensigtsmæssigt, at injektionsbehandling af kroniske springerknæ foregår ultralydvejledt. Undersøgelser har vist, at ultralydvejledte injektioner med binyrebarkhormon er særdeles effektiv til at reducere omfanget af de fortykkede sener, således mere aktiv genoptræningen kan påbegyndes.(Ultralydbillede),(article-1), (article-2). Da injektion af binyrebarkhormon altid er et led i en langvarig genoptræning af en meget alvorlig, kronisk skade, er det afgørende nødvendigt, at genoptræningsforløbet strækker sig over adskillige måneder (ofte > et halv år) for at nedsætte risikoen for tilbagefald og bristninger, i det senen naturligvis ikke efter en langvarig skadesperiode kan holde til maksimal belastning efter kun en kortvarig genoptræningsperiode. Hvis diagnosen stilles ved hjælp af ultralydscanning og injektionerne foretages ultralydvejledt samt genoptræningen forløber i henhold til de her skitserede principper, er behandling med binyrebarkhormoninjektioner en behandling, der kun er forbundet med beskedne risici (article)Hvis den første injektion ikke har vedvarende effekt trods langvarig genoptræning i henhold til de omtalte retningslinier, er yderligere injektioner sædvanligvis ikke indiceret.

Inden for de seneste år er der kommet forskellige eksperimentelle behandlinger som skleroserende injektionsbehandling (hvor man injicerer et middel omkring senerne, der ødelægger de små kar (og nerver), der vokser ind i de syge sener), shock-wave (ultralydbehandling) og  behandling med pladerig plasma (injektion i knæskalssenen af egne blodplader, der indeholder en høj koncentration af væksthormon). Der er ikke nogen sikke, entydig dokumentation for effekten af disse behandlinger. Ved High Volume-behandling injiceres en lille mængde binyrebarkhormon opløst i store mængder lokalbedøvelse og saltvand, men effekten adskiller sig ikke væsentligt fra den sædvanlige behandling med binyrebarkhormon. Ved manglende fremgang på genoptræning og medicinsk behandling, kan man forsøge operativ behandling. Langtidsresultaterne af operationerne er ofte skuffende og forbundet med en betydelig højere komplikationsrate end de øvrige behandlingsformer (article)

Bandage: Enkelte synes anlæggelse af tape eller anden bandage rundt om skinnebenet lige under knæskallen kan lindre på generne (tape-beskrivelse).

Komplikationer: Ved manglende fremgang må man overveje om diagnosen er rigtig, eller om der er tilstødt komplikationer. Specielt bør man overveje: Specielt: Stødabsorberende sko eller indlæg vil nedsætte belastningen.

Joomla SEO powered by JoomSEF
Banner