1. Forkalkning i musklen (Myositis ossificans): Af og til sker der af ukendte årsager forkalkninger i en muskel, hvor der har været en større eller mindre bristning. Diagnosen stilles ofte pga at genoptræningen ikke forløber som forventet i forhold til den primære vurdering af skadens omfang. Efter få dage kan man se forkalkningerne på ultralydscanning og efter få uger kan den ses på røntgen (Røntgenbillede), (Ultralydbillede) . Hvis en muskelblødning kompliceres af forkalkning i musklen, må man påregne en betydelig forlænget genoptræningsperiode. Operation er næsten aldrig indiceret, da operationen kan medføre yderligere forkalkninger. Kraftig massage på blodansamlingen bør af samme grund udelades.
    (article-1), (article-2).

  2. Arvævsdannelse i musklen. Efter muskelbristninger ses ofte arvævsdannelse, der i nogle tilfælde kan give vedvarende gener. Arvævsdannelse i musklen er ofte årsagen til, at genoptræningen forløber langsommere end forventet med tilbagefald lang tid efter skadestidspunktet. Der er sædvanligvis lokal ømhed i musklen med forværring ved aktivering og udspænding af musklen. Arvævsdannelsen kan ofte ses ved ultralydscanning, men selv her er det vanskeligt og kræver en læge med stor erfaring i ultralydscanning. Omkring arvævsdannelsen ses ofte et område med "betændelse" (inflammation).

  3. Blodansamling i musklen (Haematoma musculi). Muskelskader medfører altid i større eller mindre omfang blødning i musklen. I nogle tilfælde sker blødningen diffus mellem muskelcellerne, mens blødningen i andre tilfælde kan samles til en stor, velafgrænset blodansamling i musklen. Jo større ansamlingen er, jo længere tid vil der gå, før blødningen svinder og musklen heler op. Blodansamlinger i muskler medfører ofte mere udtalt smerte end forventet i forhold til den primære vurdering af skadens omfang. Diagnosen stilles ved ultralydscanning. Hvis blødningen er stor, kan den udtømmes, hvilket med fordel kan foregå ultralydvejledt. 

  4. Væskedannelse i musklen (Hygrom). Efter skader i muskler kommer der i nogle tilfælde væskeansamling i musklen. Væskeansamlingen kan opnå en betydelig størrelse. Diagnosen stilles ved ultralydscanning. Hvis væskeansamlingen ikke aftager på aflastning, kan man ultralydvejledt udtømme ansamlingen. Væskeansamlinger kan være årsagen til, at genoptræningen ikke forløber planmæssigt.

  5. Akut muskellogesyndrom (Akut kompartmentsyndrom): Muskelgrupperne på arme og ben er omgivet af stramme muskelhinder (fascier), der er delvis ueftergivelige. Hvis blødningen og væskeansamlingen i musklerne når en størrelse, hvor trykket i muskelgruppen stiger, kan dette medføre skader på blodkar og nerver. I akutte tilfælde kan blodkarrene lukke, hvorved der kommer alvorlige skader på musklerne. Symptomerne er tiltagende smerter i den skadede muskel på arm eller ben. Smerterne er ofte kraftigere end forventet i forhold til den primære vurdering af skadens omfang, og samtidig kan der komme føleforstyrrelser. Diagnosen primært ved den klinisk undersøgelse, og kan eventuel suppleres med trykmåling i muskellogen, (article). Behandlingen er enten akut ultralydvejledt udtømning af blødningen eller akut spaltning af muskelhinden. Det er helt afgørende for den fortsattete funktion af musklen, at disse indgreb finder sted akut, hvilket naturligvis kun er muligt, hvis idrætsudøveren søger akut lægehjælp. 
    (article-1)
    , (article-2), (article-3)

  6. Kronisk muskellogesyndrom
    (Kronisk kompartmentsyndrom):
    Muskelgrupperne på arme og ben er omgivet af stramme muskelhinder (fascier), der er delvis ueftergivelige. Efter tidligere muskelskader eller ved meget hurtig stigende styrketræning af enkelte muskelgrupper ses af og til smerter i en muskelgruppe på benet efter nogle minutters aktivitet. Det fornemmes, at musklen "spændes" og bliver hård og øm. Hvis aktiviteten afbrydes, svinder ubehaget, der dog kommer igen kort efter genoptagelse af idrætsaktiviteten. Dette kan skyldes, at musklen hæver op (efter skader) eller er vokset hurtigere end muskelhinderne kan udvides (for hurtig øget træningsintensitet), hvorved trykket på blodkar og nerver i muskelgruppen stiger. Diagnosen stilles primært ved den kliniske undersøgelse og ved den klassiske sygehistorie (smerten kommer først efter nogen tids aktivitet, hvorefter musklen bliver hård og svinder igen efter ophør af aktivitet) og kan i nogle tilfælde sandsynliggøres ved trykmåling i muskellogen, (article) eller ved ultralydscanning (inkl elastografi). Behandlingen omfatter aflastning og efter svind af symptomerne langsomt stigende træningsintensitet, eller eventuelt operativ spaltning af muskelhinderne, hvilket sædvanligvis er et mindre indgreb med gode resultater til følge. (article-1), (article-2).
Joomla SEO powered by JoomSEF
Banner