ACHILLESENEBETÆNDELSE
Anatomi: Lægmusklen (M Gastrocnemicus) består af to muskelhoveder, der samles i et bredt senebånd, der fortsætter i Achillessenen. På forkanten af Achillessenen hæfter en anden af de store lægmuskler (M Soleus), der således udgør en del af Achillessenen. Achillessenen fæster på hælknoglen (calcaneus). Det svageste sted på Achillessenen findes ca. 3 cm over fæstet på hælknoglen. |
||
|
||
 |
||
|
Årsag: Overbelastningsskader af Achillessenen er betinget af dels slitage (degeneration) og dels “betændelse” (inflammation) (artikel 1) og opstår ved gentagne overbelastninger i form af løb og afsæt. Risikoen for belastningsskader af Achillessenen stiger med alderen, ved overvægt og ses langt hyppigere hos løbere, men i nogle tilfælde ses det også hos folk med beskedent aktivitetsniveau. Symptomer: Smerter ved aktivering af Achillessenen (løb og afsæt), tryk på senen og ved udspænding af senen. Senen føles ofte fortykket.
Akut behandling: Se her. Undersøgelse: Sædvanlig stilles diagnosen ved en almindelig klinisk undersøgelse, hvor der er ømhed svarende til Achillessenen. I tilfælde hvor der fornemmes et smæld eller pludselig jagende smerte i senen, bør man straks søge læge for at udelukke en (delvis) bristning af Achillessenen eller bristning af soleusmusklen. Dette afgøres bedst ved ultralydscanning, da almindelig klinisk undersøgelse vil overse en del behandlingskrævende skader. I alle tilfælde hvor forløbet ikke går jævnt fremad, bør der tidligt i forløbet udføres en ultralydscanning. Ved ultralydscanning vil man kunne vurdere omfanget af forandringer i senen: betændelse i senen (tendinitis), ”slitageforandringer (degeneration) i senen (tendinosis), forkalkninger i senen, betændelse af senevævet rundt om senen (peritendinitis), slimsæksbetændelse (bursitis), stivheden af senevævet (ved elastografi)(Ultralydbillede-1) (delvise) bristninger samt øget blodkarindvækst i senen (Ultralydbillede-2). Ultralydscanning er mere velegnet til senediagnostik end MR-scanning. Behandling: Skaden opstår fordi belastningen overstiger senens styrke (kronisk senebetændelse). Det er derfor vigtigt at nedsætte den skadesudløsende belastning (løb, overvægt) og samtidig øge styrken af senen. Hvis behandlingen indsættes hurtigt, kan skaden i nogle tilfælde ophele på få uger. Hvis smerten har været til stede i flere måneder, og hvis der ved ultralydscanning er fundet fortykkelse af og forandringer i senen, må man ofte påregne et genoptræningsforløb over flere måneder (ofte > et halvt år). Specielt lægges vægt på styrketræning ved at aktivere senen samtidig med den udspændes (eccentrisk træning), men der er ikke dokumenteret væsentlige forskellige på de forskellige træningsmetoder (artikel 2) og langsom, tung styrketræning. Det er nødvendigt at fodtøjet er i orden (gode løbesko med stødabsorberende hæl og ikke for løs hælkappe). Man kan aflaste Achillessenen ved at gå i sko med hælforhøjelse, mens hælindlæg i skoen kun har mindre betydning, da den forhøjelse, man opnår ved at lægge et indlæg i skoen, er yderst begrænset. Behandlingen omfatter endvidere primært aflastning, udspænding og styrketræning af lægmusklerne. Medicinsk behandling i form af gigtpiller (NSAID) kan forsøges i det akutte stadie, mens behandlingen med NSAID frarådes ved langvarige gener, dels da effekten er yderst begrænset, og dels da NSAID behandlingen dæmper smerten, således genoptræningen bliver vanskeligere at styre. Ved langvarige gener uden fremgang trods regelret genoptræning og med forandringer ved ultralydscanning, har injektion med binyrebarkhormon under den fortykkede del af Achillessenen som led i en langvarig genoptræningsplan gennem mange år været en del af behandlingen. Det er hensigtsmæssigt, at injektionsbehandling af kroniske Achillesseneproblemer foregår ultralydvejledt. Der er god korttidseffekt af injektionerne, mens langtidseffekten ikke er dokumenteret (artikel 3). Om dette skyldes, at genoptræningen intensiveres for hurtigt, når senen efter injektionen bliver symptomfri med tilbagefald af symptomer til følge, er ukendt. Da injektion af binyrebarkhormon altid er et led i en langvarig genoptræning af en meget alvorlig, kronisk skade, er det afgørende nødvendigt, at genoptræningsforløbet strækker sig over adskillige måneder (ofte >½ år) for at nedsætte risikoen for tilbagefald og bristninger, i det senen naturligvis ikke efter en langvarig skadesperiode kan holde til maksimal belastning efter kun en kortvarig genoptræningsperiode – heller ikke selv om senen er blevet symptomfri. Injektionen kan kun fjerne smerterne og normalisere senetykkelsen, men kan ikke gøre senen stærkere. Det kan kun langvarig genoptræning. Hvis diagnosen stilles ved hjælp af ultralydscanning og injektionerne foretages ultralydvejledt samt genoptræningen forløber i henhold til de her skitserede principper, er behandling med binyrebarkhormoninjektioner kun forbundet med beskedne risici (artikel 4). Hvis den første injektion ikke har vedvarende effekt trods langvarig genoptræning i henhold til de omtalte retningslinier, er yderligere injektioner sædvanligvis ikke indiceret. Langvarige overbelastningsbetingede seneskader sammenlignes ofte med et isbjerg, da størstedelen af seneforandringerne er symptomfri og kun de værste “10%” af forandringerne i senen giver symptomer. Når man er symptomfri, kan man derfor forsat have “90%” af de skadesbetingede seneforandringerne, og det er derfor vigtigt, at genoptræningen forsætter i flere måneder efter symptomerne er svundet, inden senen belastes maksimalt. Ellers vil risikoen for tilbagefald og bristninger øges betydeligt. Inden for de seneste år er der kommet forskellige eksperimentelle behandlinger som skleroserende injektionsbehandling og injektion af blodplader (Pladerig plasmabehandling, PRP) (artikel 5), High Volume injektions-behandling m.fl., men nyere undersøgelser kan ikke påvise sikker effekt af disse behandlinger. Shock-wave behandling (ultralydbehandling) kan forsøges om end der ikke er nogen sikker, entydig dokumentation for effekten. Ved manglende fremgang på genoptræning og medicinsk behandling, kan man forsøge operativ behandling. Langtidsresultaterne af operationerne er ofte skuffende, og forbundet med en betydelig højere komplikationsrate end de øvrige behandlingsformer. Bandage: Tapning ved Achillesseneproblemer er af tvivlsom betydning, men kan forsøges, da tapen ikke gør nogen skade, hvis den anlægges rigtigt (tape-beskrivelse). Komplikationer: Hvis ikke forløbet går jævnt fremad, bør der udføres en ultralydscanning for at udelukke:
Ingen overbelastningsskader har så stor risiko for at give langvarige, idrætsmæssigt invaliderende gener som seneskader, og ingen seneoverbelastningsskader har så stor risiko for bristninger som Achillessenebetændelse. I de svære, kroniske tilfælde, vil skaden trods alle behandlings- og genoptræningsforsøg ofte medføre ophør med idræt, og symptomerne kan vare i flere år. Specielt: Da Achillessenebetændelse er vanskelig at behandle, er det af stor betydning at forebygge, at skaden (gen)opstår. Principperne i genoptræning (genoptræning, generelt) bør følges, så hurtigt stigende træningsbelastning i sæsonstart eller efter skadesperioder undgås. Løbesko skal passe (tæt hælkappe, stødabsorberendesåler). Ved ultralydscanning af symptomfrie idrætsfolk, kan der påvises forandringer i senen, der vides at øge risikoen for at udvikle symptomer i løbet af det næste år. Herved skabes mulighed for forebyggende træning, og at man kan reagere hurtigt, hvis der begynder at komme symptomer (artikel 1). Ved manglende fremgang eller tilbagefald efter vellykket genoptræning kan man overveje at få gennemført en løbestilsanalyse, for at vurdere, om korrektion af løbestilen og indlæg er indiceret, omend der er uenighed om værdien heraf (artikel).
|