BRISTNING AF HULFODSSENEN
|
||
|
||
|
Årsag: Bristning af hulfodssenen opstår efter pludselig, kraftig belastning (f.eks. i landingsfasen efter spring). I en del af tilfældene er bristningen forudgået af betændelse af hulfodssenen (fasciitis plantaris). Da hulfodssenen er en funktionel forlængelse af Achillessenen er de udløsende belastninger, der medfører overbelastningsskader i hulfodssenen og Achillessenen ofte de samme. Symptomer: I lette tilfælde mærkes en lokal ømhed ved hulfodssenefæstet under hælknoglen eller i svangen efter belastningen (”forstrækning”, ”truende fiber”). I sværere tilfælde mærkes en pludselig jagende smerte i senen (”delvis bristning”, ”fibersprængning”) og i værste fald fornemmes et voldsomt smæld, hvorefter det er umuligt at løbe samt smerter ved gang (”total senebristning”), hvor der sædvanligvis kan føles en defekt i hulfodssenen. Totale bristninger er meget sjældne. Akut behandling: Se her. Undersøgelse: I alle tilfælde, hvor der fornemmes et smæld eller pludselig jagende smerte i senen bør man straks søge læge for at få stillet diagnosen. Diagnosen stilles hurtigst og sikrest ved ultralydsscanning (eller MR-scanning), da almindelig klinisk undersøgelse vil overse en del behandlingskrævende skader (article). Behandling: Sædvanligvis vælger man at behandle med aflastning indtil smertefrihed (article), og operativ behandling, hvis genoptræningsforløber ikke forløber planmæssigt (article). Hvis der efter mange måneders genoptræning udvikler sig en øm arvævsklump (inflammeret granulom), kan man supplere med medicinsk behandling i form af gigtpiller (NSAID) eller injektion af binyrebarkhormon rundt om den betændte arvævsklump, hvilket bør gøres ultralydsvejledt, da effekten øges og risikoen nedsættes (article). Da injektion af binyrebarkhormon altid er et led i en langvarig genoptræning af en meget alvorlig, kronisk skade, er det afgørende nødvendigt, at genoptræningsforløbet strækker sig over adskillige måneder for at nedsætte risikoen for tilbagefald og (yderligere) bristninger, i det senen naturligvis ikke efter en langvarig skadesperiode kan holde til maksimal belastning efter kun en kortvarig genoptræningsperiode. Hvis diagnosen stilles ved hjælp af ultralydscanning og injektionerne foretages ultralydsvejledt samt genoptræningen forløber i henhold til de her skitserede principper er behandling med binyrebarkhormoninjektioner en behandling, der kun er forbundet med beskedne risici, (article-1), (article-2). Et halvt års genoptræning inden maksimal belastning i form af spring tillades er ikke usædvanligt. Det er helt afgørende for sikkerheden, at injektionsbehandling af kroniske hulfodsseneproblemer foregår ultralydsvejledt. Bandage: Tapning ved hulfodsseneproblemer er af tvivlsom betydning, men kan forsøges i det tapen ikke gør nogen skade, hvis den anlægges rigtigt (tape-beskrivelse). Forebyggelse: Da hulfodssenebetændelse er vanskelig at behandle, er det af stor betydning at forebygge, at skaden (gen)opstår. Principperne i genoptræning (genoptræning, generelt) bør følges, så hurtigt stigende træningsbelastning i sæsonstart eller efter skadesperioder undgås. Løbesko skal passe (tæt hælkappe, stødabsorberende såler). Det er meget vigtigt at reagere på den første ømhed eller smerte så træningen kan omlægges inden tilstanden udvikler sig til kronisk lidelse med risiko for at måtte stoppe idrætsaktivitet permanent. Komplikationer: Hvis ikke forløbet går jævnt fremad, bør der udføres en ultralydscanning for at udelukke:
I nogle svære, kroniske tilfælde, vil det ikke være muligt trods alle behandlings- og genoptræningsforsøg at kunne genoptage idrætsaktivitet. Specielt: Da der er risiko for, skaden giver varige mén, bør skaden anmeldes til dit forsikringsselskab. |