GENERELT

GENOPTRÆNING – BØRN OG UNGE

Sammenhængen mellem forekomst af idrætsskader og træningsintensitet, smidighed, kropsbygning og pubertetsudvikling er ikke entydig ifølge den viden, vi har i dag.

Som for voksne gælder det, at skader opstår, hvis der er et misforhold mellem den belastning vævet udsættes for, og den styrke vævet har.

Det er derfor vigtigt, at man gennemfører idrætsaktiviteten med respekt for de advarselssignaler (smerter, ømhed, funktionsnedsættelse, hævelse) som kroppen udsender.

Overbelastningsskaderne hos børn rammer ofte vækstzoner på knoglerne (apofyser) samt muskel- og senetilhæftninger (enteser). Overbelastningsskader ses specielt i vækstspurten i starten af puberteten.

De akutte skader omfatter hovedsagelig brud, træthedsbrud, afrivninger, ledskred og ledbåndsskader.

Specielt hos børn og unge er det vigtigt at blive lægeundersøgt, hvis ikke skaden er helt banal. Man skal desuden være opmærksom på, at mange sygdomme hos børn præsenterer sig første gang i forbindelse med sportsudøvelse. Det kan dreje sig om begyndende gigtsygdom eller andre medicinske lidelser, der involverer bevægeapparatet. Infektioner eller svulster i muskler eller knogler debuterer ofte med diskrete symptomer under sport, og det er afgørende for behandlingsresultatet, at disse lidelser, skønt de er relativt sjældne, hurtigst diagnosticeres, så den rette behandling kan iværksættes.

For børn og voksne er det vigtigt, at al genoptræning gennemføres inden for smertegrænsen. Børn og unge er ofte dårligere til at registrere og reagere på kroppens advarselssignaler og tilpasse genoptræningen efter disse signaler (ømhed, hævelse, funktionsnedsættelse), hvilket medfører øget risiko for at genoptræningen i stedet for en langsom fremgang får et karakteristisk ”savtakket” forløb med vekslende fremgang og tilbagegang som tegn på, at kroppens advarselssignaler ikke respekteres og genoptræningen forceres hurtigere end det skadede væv kan holde til.


 

For mange børn har deltagelse i idrætsaktiviteter meget stor social betydning. Det er derfor vigtigt, at genoptræningen foregår sammen med de ikke-skadede kammerater. Det vil altid være muligt at tilrettelægge en eller anden form for genoptræning, der sikrer, at det idrætsskadede barn kan deltage i mere eller mindre udstrakt grad sammen med eller ved siden af de øvrige idrætskammerater. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt, at ”genoptræningen” består i total pause i hjemmet, indtil smerten er svundet, for først derefter at kontakte klubben for at træne sammen med kammeraterne.

Al genoptræning bør derfor foregå samme sted som de ikke-skadede kammerater træner, og i det omfang det er muligt, bør børn og unge deltage i dele af træningen (f.eks opvarmning, lette tekniske øvelser). Når de ikke-skadede kammerater herefter laver øvelser, som den skadede ikke bør lave på aktuelle genoptræningsniveau, laver det idrætsskadede barn i stedet specialtræning for sig selv, men i samme område som de øvrige.

De fleste idrætsskader hos børn og unge kan behandles med kortvarige aflastninger, mens andre skader vil kræve et simpelt genoptræningsprogram, som kan findes på børneudgaven af www.sportnetdoc.dk, hvor du i øjeblikket befinder dig. I mange tilfælde kan disse øvelser gøres mere ”idrætsgren-specifikke” og ændres så de kan gennemføres samme sted, som de ikke-skadede idrætskammerater træner. Enkelte alvorligere skader hos større teenagere vil kræve mere detaljerede genoptræningsprogrammer, som i de fleste tilfælde kan findes på voksenudgaven af www.sportnetdoc.dk.

Det er vigtigt at pointere, at ingen standardiserede genoptræningsprogrammer kan erstatte en konkret lægelig vurdering og individuel vejledning.

Når belastningen af vævet (muskler, sener, ledbånd, knogler) overstiger vævets styrke, opstår skader. Mens man hos voksen forsøger at intensivere den skadesspecifikke træningen med henblik på at styrke vævet, er det hos børn og unge i mange tilfælde helt afgørende nødvendigt at reducere belastningen. Mange børn og unge har et aktivitetsniveau, der i nogle tilfælde overstiger mange professionelles aktivitetsniveau, illustreret ved nedennævnte ugeprogram for dels en superligafodboldspiller (røde stjerner) og dels en teenager (blå stjerner), der både spiller fodbold, badminton og som har 2 gymnastiktimer om ugen.

Som det ses af figuren, har både superligaspilleren og teenageren 8 træningspas om ugen (hvor man ser bort fra teenagerens aktiviteter i frikvarterer og fritiden i øvrigt), men mens superligaspilleren har flere træningspas med restitution og taktisk træning med lavere intensitet, er teenagerens træningsintensitet sædvanligvis 100% hver eneste gang. Det siger sig selv, at behandlingen i disse tilfælde ikke er ”intensiveret skadesspecifik træning”, men primært aflastning efter retningslinjer som overfør anført.