CORTICOSTEROIDER (binyrebarkhormon)

Det er vigtigt at vide, at injektion med binyrebarkhormon ved sportsskader sædvanligvis er et supplement til den vigtigste del af behandlingen, som er reduktion af belastningen og langsomt stigende genoptræning indenfor smertegrænsen. Hvis den udløsende årsag (overbelastningen) ikke fjernes, vil der være en betydelig risiko for, at symptomerne kommer igen. Injektion med binyrebarkhormon er ikke behandlingen af træningsfejl!
Injektion af binyrebarkhormon i sportsmedicin anvendes på følgende indikationer

1. Reduktion af den akutte “betændelse” (inflammation) ved slimsæksbetændelse, seneskedebetændelse, betændelse af ledhinden med væskeophobning i leddet (traumatisk arthritis/synovitis) og
2. Reduktion af den skadelige virkning af kronisk “betændelse” (inflammation) i visse langvarige overbelastningsskader, specielt senebetændelse (tendinitis/tendinopati) og inflammation af vævet rundt om senerne (peritendinitis).

Mens lokalbehandling med binyrebarkhormon som injektion i led hos patienter med leddegigt er en effektiv og anerkendt behandling, har ingen anden lovlig behandling af idrætsskader har været så kontroversiel som lokal injektion af binyrebarkhormon, idet nogle mener, at behandlingen øger risikoen for senebristninger. Der findes dog ikke i litteraturen dokumentation for, at injektion med binyrebarkhormon rundt om senerne, i led eller i slimsække resulterer i en øget risiko for bristninger, skønt laboratorieundersøgelser tyder på en reduceret produktion af det bindevæv, der indgår i senerne (kollagensyntese), og derved forbigående svækker senen (artikel 1). Injektioner direkte ind i senerne bør til gengæld frarådes, da enkelte dyreundersøgelser tyder på en umiddelbar svækkelse af senevævet kort efter injektionen (artikel 2), hvad humane studier ikke tyder på (artikel 3).

Indikationer: Artritis (hævelse af led på grund af “gigt”). Injektion i leddet af binyrebarkhormon er en af de mest anvendte og anerkendte behandlinger ved gigtsygdomme. Placebo kontrollerede undersøgelser har dokumenteret effekten af denne form for behandling, både hvad angår reduktion i smerter og gigtaktivitet.

Kroniske overbelastningssymptomer fra sener: De kroniske forandringer i senerne er formentlig en blanding af slitage (degeneration) og ”betændelse” (inflammation) (artikel 4). Langvarig overbelastning af de store sener medfører risiko for bristninger af senerne. . Langvarig overbelastning af de store sener medfører risiko for bristninger af senerne.

Injektion med binyrebarkhormon i nogle tilfælde bruges som supplement til behandling af kroniske overbelastningsbetingede seneskader, hvis langvarig behandlingen med “aktiv hvile”med stigende belastning inden for smertegrænsen for at styrke vævet inden maksimal belastning tillades ikke er tilstrækkelig. Hvis idrætsudøveren ikke følger disse genoptræningsregler efter injektion med binyrebarkhormon, men i stedet forcerer genoptræningen, vil den kroniske “betændelse” (inflammation), den langvarige belastningspause og den pludseligt øgede træningsmængde medføre risiko for fornyede symptomer og evt. bristning af senen. Binyrebarkhormon gør ikke senerne stærkere – det gør kun måneders varende træning!

Ultralydscanning anbefales ved injektionsbehandling rundt om de store vægtbærende sener. Hvis ikke der er effekt (eller effekten er forbigående trods regelret genoptræning) af 1. ultralydvejledte injektion, er der ikke grund til at gentage denne. Hvis der er sikker fremgang, som stopper inden generne er svundet helt, kan injektionen gentages med minimum 4-6 ugers interval.

Der er videnskabelige undersøgelser, der dokumenterer effekten af binyrebarkhormon ved tennis albuer, senebetændelse i skulderen og hulfodssenebetændelse. Nyere videnskabelige undersøgelser har vist sikker effekt af ultralydvejledte injektioner af binyrebarkhormon rundt om senerne hos idrætsudøvere med langvarige symptomer fra Achilles- eller knæskalssener (Springerknæ). Næsten alle fik færre symptomer og (delvis) normalisering af de kronisk fortykkede sener. En betydelig del får imidlertid tilbagefald af symptomerne, muligvis pga en alt for hurtig genoptræningen (artikel 5). Den alt for hurtige genoptræning efter injektion af binyrebarkhormon (når smerterne er svundet, men inden senen er styrket) kan også være forklaringen på, at injektion af binyrebarkhormon er mere effektiv end forskellige genoptræningsformer inden for de første 3 måneder, mens genoptræningsformerne er mere effektiv en binyrebarkhormoninjektioner efter 6 måneder (artikel 6). Det er derfor afgørende, at behandling med binyrebarkhormon ledsages af en langvarig genoptræning (også selv om generne svinder i løbet af 1-2 måneder), der ofte bør strække sig over (mere end) ½ år. Se isbjergkategorien.

Betændelse af vævet rundt om sener(peritendinitis) og slimsæksbetændelse (bursitis): Behandlingen med binyrebarkhormon injektioner i seneskeder og slimsække er udbredt og anerkendt og erfaringsmæssigt ofte ledsaget af hurtig smertereduktion. Der foreligger dog kun beskeden videnskabelig dokumentation for behandlingeffekten ved disse skader.

Bivirkninger: Infektionsrisikoen er yderst beskeden ved overholdelse af enkle sterile regler (afspritning minimum 2 gange, sterilt udstyr, “non-touch teknik”). Afblegning af huden over injektionen med synlige hudkar til følge, let ændret følsomhed på området samt delvis svind af fedtvævet (fedtatrofi) er hyppigt forekommende, men giver kun gener i meget sjældne tilfælde. De fleste gener svinder spontant efter nogle måneder, men kan i sjældne tilfælde vare år. Risikoen for systemisk effekt efter injektion af binyrebarkhormon i form af ansigtsblussen (ca. 10%), menstruationsforstyrrelse og svingning i blodsukker ses relativt hyppigt, mens alvorlige bivirkninger (overfølsomhedschok) er ekstremt sjældne. Der er således betydelig færre bivirkninger ved lokale injektioner end ved langvarig tabletbehandling.

Den største risiko ved injektion med binyrebarkhormon er erfaringsmæssigt, at idrætsudøverne alt for hurtigt genoptager den belastning, der har udløst skaden, efter de er blevet smertefri, men inden senerne er trænet op til den nødvendige styrke. Dette resulterer ofte i tilbagefald.

Utilsigtet injektion direkte ind i senerne eller omkring delvis (og totalt) bristede sener kan ske. Det er derfor hensigtsmæssigt, at der før alle injektioner omkring de store vægtbærende sener (Achillessene, knæskalssene, hulfodssene) foretages ultralydscanning for at sikre diagnosen og udelukke delvise bristninger. Hvis injektionerne foretages ultralydvejledt, sikres korrekt injektion og derved optimal effekt og minimal risiko. Egen læge kan dog i mange tilfælde på fuldt betryggende vis foretage injektionerne uden ultralydvejledning. Det er nødvendigt at oplyse idrætsudøveren om risikoen for øget ømhed/smerter i området nogle timer efter injektionen (“flaire up”) , hvilket sædvanligvis forsvinderi løbet af få timer (dage).

Hvis idrætsudøveren udtages til dopingkontrol de efterfølgende 8 uger, kræves det efter lokal behandling med binyrebarkhormon, at idrætsudøveren oplyser dopingkontrollanten om behandlingen.

Kontraindikationer: Mistanke om infektion i nærheden af injektionsstedet og aktiv tuberkulose. Kendt overfølsomhed for binyrebarkhormon eller lokalbedøvelse. Der er kun beskeden erfaring med injektion af børn, hvorfor denne behandling yderst sjældent er indiceret hos børn.

Administration: Binyrebarkhormonet blandes med lokalbedøvelse før injektionen. Herved nedsættes risikoen for bivirkninger og den midlertidige dæmpning af smerterne (pga lokalbedøvelsen) hjælper til at bekræfte (eller afkræfte) diagnosen.

Doping: Lokal injektionsbehandling med binyrebarkhormon er tilladt i henhold til dopingloven i modsætning til systemisk behandling (tabletter, stikpiller, injektion i muskler og blodårer).

Resume: Medicinsk behandling er kun supplement til grundbehandlingen af idrætsskader, der er langsomt stigende genoptræning inden for smertegrænsen. Anvendt på korrekt vis, kan den medicinske behandling reducere aflastningsperioden, således genoptræningen kan starte hurtigere. Hvis behandlingen misbruges til at fortsætte en skadelig idrætsaktivitet, uden at forvente effekten af den nødvendige genoptræning, vil risikoen for tilbagefald og forværringer øges.