CORTICOSTEROIDER (binyrebarkhormon)

Injektion af binyrebarkhormon i sportsmedicin anvendes på følgende indikationer

1. Reduktion af den akutte “betændelse” (inflammation) ved slimsæksbetændelse, seneskedebetændelse, betændelse af ledhinden med væskeophobning i leddet (traumatisk artritis/synovitis) og 
2. Reduktion af den skadelige virkning af kronisk “betændelse” (inflammation) i visse langvarige overbelastningsskader, specielt senebetændelse (tendinitis/tendinopati) og betændelse af vævet rundt om senerne (peritendinitis).

Ingen anden lovlig behandling af idrætsskader har været så kontroversiel som lokal injektion af binyrebarkhormon. Der findes dog ikke i litteraturen dokumentation for, at injektion af binyrebarkhormon rundt om senerne, i led eller i slimsække skulle være skadelig om end laboratorieundersøgelser tyder på en reduceret kollagensyntese. Injektioner direkte ind i senerne frarådes, da enkelte dyreundersøgelser tyder på en umiddelbart svækkelse af senevævet kort efter injektionen (article), hvad humane studier ikke tyder på (article).

Indikationer. Arthritis (hævelse af led på grund af “gigt”). Injektion i leddet af binyrebarkhormon er en af de mest anvendte behandlinger ved gigtsygdomme. Placebo kontrollerede undersøgelser har dokumenteret effekten af denne form for behandling. 

Kroniske overbelastningssymptomer fra sener. De kroniske forandringer i senerne (tendinopati) er formentlig en blanding af slitage (degeneration) og ”betændelse” (inflammation) (article). Der er mange videnskabelige undersøgelser, der dokumenterer korttidseffekten af injektion af binyrebarkhormon rundt om overbelastningsbetingede seneskader (tendinopati) næsten alle steder i kroppen. Næsten alle får færre symptomer og (delvis) normalisering af de kronisk fortykkede sener, samtidig med den inflammationsbetingede blodkarindvækst i senerne forsvinder, men en betydelig del får tilbagefald af symptomerne, muligvis pga en alt for hurtig genoptræningen (article). Den alt for hurtige genoptræning efter injektion af binyrebarkhormon (når smerterne er svundet, men inden senen er styrket) kan også være forklaringen på, at injektion af binyrebarkhormon er mere effektiv end forskellige genoptræningsformer inden for de første 3 måneder, mens genoptræningsformerne er mere effektiv end binyrebarkhormoninjektioner efter 6 måneder (artikel-4). Det er derfor særdeles vigtigt, at behandling med binyrebarkhormon ledsages af en langvarig genoptræning (også selv om generne svinder i løbet af 1-2 måneder), der ofte bør strække sig over (mere end) ½ år.

Betændelse af vævet rundt om sener(peritendinitis), forkalkning i muskler efter blødning (myositis ossificans), slimsæksbetændelse (bursitis) og muskel bristninger. Der foreligger kun beskeden videnskabelig dokumentation for behandling med binyrebarkhormon injektioner ved disse skader, trods behandlingen er meget udbredt.

Virkningsmekanisme. Virkningsmekanismen er ikke fuldt afklaret. 

Bivirkninger. Infektionsrisikoen er yderst beskeden ved overholdelse af enkle sterile regler (afspritning minimum 2 gange, sterilt udstyr, “non-touch teknik”). Afblegning af huden over injektionen med synlige hudkar til følge, let ændret følsomhed på området samt delvis svind af fedtvævet er hyppigt forekommende, men giver kun gener i meget sjældne tilfælde. De fleste gener svinder spontant efter adskillige måneder (år). Risikoen for systemisk effekt efter injektion af binyrebarkhormon ses i form af ansigtsblussen (ca. 10%), menstruationsforstyrrelse og svingning i blodsukker, der ses relativt hyppigt, mens alvorlige bivirkninger (overfølsomhedschok) er ekstremt sjældne. 

Utilsigtet injektion direkte ind i senerne eller omkring delvis (og totalt) bristede sener kan ske. Af denne grund anbefales, at der før alle injektioner omkring de store sener (Achillessene, knæskalssene, hulfodssene) foretages ultralydscanning for at sikre diagnosen og udelukke delvise bristninger. Hvis injektionerne foretages ultralydvejledt, sikres korrekt injektion og derved optimal effekt og minimal risiko. Det er nødvendigt at oplyse idrætsudøveren om risikoen for øget ømhed i området nogle timer efter injektionen (svinder ofte i løbet af få timer (dage).

Lokal behandling med binyrebarkhormon er tilladt inden for dopingloven.

Kontraindikationer. Mistanke om infektion i nærheden af injektionsstedet og aktiv tuberkulose. Der er kun beskeden erfaring med injektion af børn, hvorfor denne behandling yderst sjældent er indiceret hos børn.

Administration. Binyrebarkhormonet blandes med lokalbedøvelse før injektionen. Herved nedsættes risikoen for bivirkninger og den midlertidige dæmpning af smerterne (pga lokalbedøvelsen) hjælper til at bekræfte (eller afkræfte) diagnosen. 

Systemisk behandling (tabletter, stikpiller, injektion i muskler og blodårer) med binyrebarkhormon er ikke tilladt i sport.

Diskussion. Injektion rundt om sener med binyrebarkhormon kan blandt andet bruges som supplement til behandling ved kroniske overbelastningsbetingede seneskader. Grundbehandlingen er “aktiv hvile” med stigende belastning inden for smertegrænsen. Hvis ikke idrætsudøveren følger genoptræningsreglerne og i stedet forcerer genoptræningen vil den kroniske “betændelse” (inflammation), den langvarige belastningspause og den pludseligt øgede træningsmængde medføre risiko for bristning af senen.
Ultralydscanning anbefales ved injektionsbehandling rundt om de store sener. Hvis ikke der er effekt (eller effekten er forbigående trods regelret genoptræning) af 1. ultralydvejledte injektion, er der ikke grund til at gentage denne. Hvis der er sikker, men kun delvis effekt, kan injektionen gentages med minimum 4-6 ugers interval.

Konklusion. Lokal injektion af binyrebarkhormon synes effektiv ved behandling af slimsæksbetændelser, senebetændelser, seneskedebetændelser, betændelse af vævet rundt om senerne og væskeansamling i leddene (traumatisk arthritis/synovitis) skønt den videnskabelige dokumentation er sparsom.

På korrekt indikation med ultralydverificeret diagnose kan ultralydvejledt injektion af binyrebarkhormon rundt om kronisk overbelastnigsbetingede seneskader (tendinopati) være et brugbart supplement til basis behandlingen (genoptræning) (article), hvis korrekt genoptræning ikke har medført fremgang.

Der er god dokumentationfor korttidseffekten, men ikke for langtidseffekten, som kun opnås ved langvarig, kontrolleret genoptræning.

Hvis behandlingen misbruges til at lade idrætsaktive forsætte en skadelig idrætsaktivitet, vil behandlingen indirekte øge risikoen for kroniske skader og senebristninger.

Resume

Medicinsk behandling er kun et supplement til basisbehandlingen af idrætsskader – langsomt stigende genoptræning inden for smertegrænsen. Anvendt på korrekt vis kan den medicinske behandling reducere aflastningsperioden, således genoptræningen kan starte hurtigere. Hvis behandlingen misbruges til at forsætte en skadelig idrætsaktivitet, uden at afvente effekten af den nødvendige genoptræning, vil risikoen for kroniske skader øges.

ANDRE MEDIKAMENTELLE BEHANDLINGER (heparin)

Systemisk injektion af heparin (blodfortynding) har været anvendt til behandling af visse former for seneskedebetændelse. Der er generel beskeden videnskabelig dokumentation af effekten, og da bivirkningerne kan være alvorlige, synes der aldrig at være indikation for denne behandlingsform. Ultralydvejledte injektioner af binyrebarkhormon synes mere effektive og betydelig mindre risikable.