bristning af den overfladiske hoftebøjer (ruptura musculus rectus femoris)

BRISTNING AF DEN OVERFLADISKE HOFTEBØJER

Diagnose: BRISTNING AF DEN OVERFLADISKE HOFTEBØJER
(RUPTURA MUSCULUS RECTUS FEMORIS)


Anatomi:
Den overfladiske hoftebøjer (den forreste lige lårmuskel, musculus quadriceps femoris) udspringer fra forreste kant af hoften (processus spinosus anterior inferior) og fra øverste kant af hofteledskålen (acetabulum). Musklen samles med 3 af de øvrige lårmuskler og fæster i en fælles muskelsene (quadriceps) på øvre kant af knæskallen. Funktionen af den overfladiske hoftebøjer er at strække knæet og bøje i hoften

  1. Spina iliaca anterior superior
  2. M. iliopsoas
  3. Lig. inguinale
  4. Lig. lacunare
  5. Tuberculum pubicum
  6. M. pectineus
  7. M. adductor longus
  8. M. gracilis
  9. M. adductor magnus

KNÆ FORFRA

Årsag: Når en muskel udsættes for belastninger (gentagne mindre belastninger eller én meget kraftig belastning), der overstiger muskelstyrken (spring, spark), sker der en bristning. Bristningen kan være mikroskopisk og på grund af gentagne belastninger ved fortsat idrætsaktivitet kan mange småbristninger udløse en kronisk “betændelse” (inflammation) eller en bristning. Langt de fleste bristninger er delvise muskelbristninger.

Symptomer: I lette tilfælde mærkes en lokal ømhed efter belastningen (“muskelforstrækning”, “truende fiber”, “senebetændelse”). Symptomerne kan ofte svinde efter grundig opvarmning for at vende tilbage efter idrætsaktiviteten er ophørt. I sværere tilfælde mærkes en pludselig jagende smerte i musklen (“delvis muskelbristning”, “fibersprængning”) og i værste fald mærkes et voldsom smæld, hvorefter det er umuligt at bruge musklen (“total muskelbristning”). Ved muskelskader er følgende tre symptomer karakteristiske: Smerter ved tryk, udspænding og aktivering mod modstand. Ved totale bristninger kan der ofte ses og føles en defekt i musklen, og oven- eller nedenfor bristningen føles en hævelse (den sammentrukne muskelbug og blødningen).

Akut behandling: Se her.

Undersøgelse: I lette tilfælde med kun minimal ømhed og ingen gener ved almindelig gang kræves ikke nødvendigvis lægeundersøgelse. Sværhedsgraden af ømheden er dog ikke altid et mål for skadens omfang. Ved mere udtalt ømhed eller smerter kræves lægeundersøgelse med henblik på at sikre diagnose og behandling. Diagnosen stilles sædvanligvis ved almindelig lægeundersøgelse. Hvis der er tvivl om diagnosen, kan der udføres ultralydscanning, der er mest velegnet til at sikre diagnosen, (Ultralydbillede). Røntgenundersøgelse er indiceret ved mistanke om afrivning af knoglestykket, hvorpå muskelsenen fæster.

Behandling: Behandlingen omfatter sædvanligvis aflastning og genoptræning. Kun i meget sjældne tilfælde er operation indiceret (f.eks. ved totale bristninger i muskelsenen tæt på fæstet). Selv store bristninger i lårmusklen vil sædvanlig kunne genoptrænes uden at give funktionelle mén (men ofte kosmetiske med en uregelmæssig lårmuskel). Hvis det drejer sig om “senebetændelse” uden oplevelse af et “smæld” i musklen kan behandlingen ved manglende fremgang på aflastning og langsomt stigende genoptræning suppleres med gigtpiller (NSAID) og eventuelt injektion af binyrebarkhormon rundt om det betændte område ved muskelsenefæstet. Hvis det drejer sig om bristninger (“total eller delvis muskelbristning”) er binyrebarkhormonbehandlingen ikke indiceret.

Komplikationer: Hvis ikke behandlingen forløber planmæssigt, bør man overveje om diagnosen er rigtig, eller om der er tilstødt komplikationer. Det vil ofte være nødvendigt at henvise til billeddiagnostiske undersøgelser, primært ultralydscanning og røntgen (eller MR-scanning). :