om betændelse

SportNetDoc

BETÆNDELSE (INFLAMMATION)

Når et væv udsættes for en irritation (overbelastning, tryk, slag) opstår der en skade. Alle skader udløser en akut “betændelse” (inflammation), der er afgørende for ophelingen af skaden. Hvis irritationen (overbelastningen) forsætter, kan den akutte betændelse omdannes til en kronisk betændelse, hvilket er en alvorlig komplikation. Den kroniske inflammation virker nedbrydende på vævet (medfører svækkelse af sener, ledbrusk mm) og medfører smerter, der nødvendiggør træningspauser (med yderligere svækkelse af muskler, sener, ledbånd og knogler) til følge. Kronisk inflammation er ofte vanskelig at behandle, kræver langvarige pauser og kan i værste fald medføre skader, der umuliggør tilbagevenden til idræt (“sportsinvaliditet”).


Det er derfor afgørende for den fortsatte idrætsaktivitet, at man forebygger opståelsen af kronisk inflammation primært ved at reagere på de kropssignaler, der fortæller at “noget er galt” (ømhed og smerter). Samtidig skal man fjerne belastningen ved at omlægger træningen, og søge idrætsmedicinsk råd og vejledning. Herefter startes en korrekt genoptræning og behandling hurtigst muligt.

Selvom der tales om “betændelse”, har det således intet med infektion at gøre, og penicillin har naturligvis ingen virkning herpå.