Bristning af deltamusklen

BRISTNING AF DELTAMUSKLEN

Diagnose: BRISTNING AF DELTAMUSKLEN
(RUPTURA M DELTOIDEUS)


Anatomi:
Den store Deltamuskel (M deltoideus) er en tyk trekantet muskel, der udspringer rundt om skulderen dækker skulderleddet og udgør skulderens runding. Musklen fæster på overarmsknoglen (humerus). De forskellige dele af Deltamusklen deltager i næsten alle bevægelser i skulderleddet.

 

  1. Clavicula
  2. M. biceps brachii
  3. Tuberculum majus
  4. M. deltoideus
  5. Acromion

SKULDERENS OG OVERARMENS MUSKLER, FORFRA

Årsag: Når en muskel udsættes for en belastning, der overstiger muskelstyrken (butterfly svømning, styrketræning, vægtløftning), sker der en bristning. Langt de fleste bristninger hos idrætsfolk er delvise bristninger. Bristningen kan være lokaliseret både fortil og bagtil samt ved fæstet på overarmen.

Symptomer: I lette tilfælde mærkes en lokal ømhed efter belastningen (“muskelforstrækning”, “truende fiber”). I sværere tilfælde mærkes en pludselig jagende smerte i musklen (“delvis muskelbristning”, “fibersprængning”) og i værste fald mærkes et voldsom smæld, hvorefter det er umuligt at bruge musklen (“total muskelbristning”), hvilket er meget sjældent, og næsten kun ses i kombination med andre skader i skulderen. Ved muskelskader er følgende tre symptomer karakteristiske:
Smerter ved tryk, udspænding og aktivering mod modstand.

Akut behandling: Se her.

Undersøgelse: I lette tilfælde med kun minimal ømhed og ingen gener ved almindelig brug af armen kræves ikke nødvendigvis lægeundersøgelse. Sværhedsgraden af ømheden er dog ikke altid et mål for skadens omfang. Ved mere udtalt ømhed eller smerter anbefales lægeundersøgelse med henblik på at sikre korrekt diagnose og behandling. Almindelig klinisk lægeundersøgelse er ofte tilstrækkelig til at stille diagnosen. Der vil være smerter ved tryk på den bristede muskel med forværring, når den skadede del af musklen aktiveres mod modstand og når musklen udspændes. Hvis der er usikkerhed om diagnosen er ultralydscanning og MR-scanning de mest velegnede undersøgelser til at sikre diagnosen.

Behandling: Behandlingen omfatter primært aflastning, ophør med den skadesudløsende aktivitet, udspænding og stigende styrketræning.

Komplikationer: Hvis ikke forløbet går jævnt fremad, bør man overveje, om diagnosen er rigtig eller om der er tilstødt komplikationer. Blandt andet bør overvejes: