Når en sene udsættes for en ofte langvarig belastning, der overstiger senen styrke, kan der opstå akut “betændelse” (inflammation) i senen. I nogle tilfælde kræves kun en ganske kortvarig overbelastning (fx ét slag). Inflammationen medvirker til ophelingen og svinder, når senen er normaliseret.
Tidligere mente man, at senebetændele skyldes slitage (degeneration) af senen, og tilstanden kaldtes tendinose. Andre mente, at det udelukkende var en belastningsbetinget inflammation, og tilstanden kaldtes derfor tendinitis. Senebetændelse kaldes i dag tendinopati, hvorved man ikke tager stilling til om det primært er betinget af degeneration eller inflammation. Det er dog en kendsgerning, at helt raske sener, der udsættes for ét relevant traume, kan udvikle en svær tendinitis, skønt der med stor sandsynlighed ikke er slitage (degenerative) forandringer i senen.
Hvis overbelastningen forsætter, kan den akutte inflammation omdannes til en kronisk inflammation, hvilket er en alvorlig komplikation. Den kroniske inflammation bevirker, at senen bliver vedvarende smertefuld og tykkere, men samtidig svagere, da den kroniske inflammation virker nedbrydende på senevævet. Der er derfor en betydelig øget risiko for bristninger, hvis overbelastningen forsætter. Smerterne nødvendiggør reduceret belastning med risiko for yderligere svækkelse af muskler, sener, ledbånd og knogler til følge, hvis der ikke samtidig startes specifik genoptræning mhp. at styrke senen (og alle andre muskler).
Opheling af muskelskader tager ofte uger, knoglebrud måneder, mens opheling af seneskader ofte tager halve til hele år. Kronisk seneinflammation er derfor en af de mest langvarige og mest vanskelige idrætsskader at behandle, og kan i værste fald umuliggøre tilbagevenden til idræt (“sportsinvaliditet”).
Det er derfor helt afgørende for den fortsatte idrætsaktivitet, at man forebygger den kroniske inflammation ved hurtigst muligt at reagere på ømhed og smerter i senen, der signalerer at “noget er galt”. Det er derfor særdeles uhensigtsmæssigt at ”bide smerten i sig”.
Man skal dels reducere belastningen ved at omlægger træningen, der ikke må medføre smerter under eller efter træningen (overbelastningsbetinget seneømhed opstår ofte først timer (eller næste morgen) efter belastningen), og dels starte et specifikt træningsprogram med henblik på at styrke den skadede sene.
Overbelastningen medfører forandringer i senevævet, som i starten ikke giver symptomer, men som ofte kan ses ved ultralydskanning. Ømheden og smerterne opstår sædvanligvis først, når seneforandringerne er ret udtalte.
Man sammenligner derfor ofte seneskaderne med et isbjerg (isbjergsteorien – Fredberg U, Stengaard-Pedersen K. 2008), hvor man kun kan registrere de 10%, der er over smertegrænsen (”over havoverfladen”), mens de resterende 90% af skaden er symptomfri (under smertegrænsen/”under havoverfladen”).
Når man derfor bliver smertefri pga. reduceret belastning, har man forsat 90% af skaden, hvilket kræver forsat langsomt stigende genoptræning inden for smertegrænsen ofte i flere måneder inden senen er stærk nok til fuld belastning, trods smerterne er svundet. I denne periode er der en betydelig risiko for tilbagefald, hvis genoptræningen forceres.
Binyrebarkhormon har vist sig effektiv til at fjerne smerterne ved tendinopati, men injektionerne kan ikke korrigere træningsfejl (overbelastning) eller gøre senerne stærkere – det kan kun korrekt træning. Binyrebarkhormon skal derfor altid kombineres med en reduktion fra smerteudløsende aktivitet og en langsom stigende genoptræning over flere måneder inden for smertegrænsen for at reducere risikoen for tilbagefald og senebristninger.
Undersøgelser har vist, at hvis ikke binyrebarkhormoininjektionen kombineres med aflastning og langsom genoptræning vil effekten kun være kortvarig, men kombineres injektionen med korrekt genoptræning er der både korttids- og langtidseffekt sammenlignet med genoptræning alene (Johannsen FE, et al. 2019).
Inden for de seneste år er der kommet forskellige eksperimentelle injektionsbehandlinger som skleroserende injektionsbehandling (hvor man injicerer et middel omkring senerne, så de små kar (og nerver), der vokser ind i de syge sener destrueres), og behandling med pladerig plasma (injektion med egne blodplader, der indeholder en høj koncentration af væksthormon). Der er ikke nogen sikke, entydig dokumentation for effekten af disse behandlinger. Ved High Volume-behandling injiceres en lille mængde binyrebarkhormon opløst i store mængder lokalbedøvelse og saltvand, men effekten adskiller sig ikke væsentligt fra behandling alene med binyrebarkhormon (Johannsen FE, et al. 2019).
