Generelt om træning af børn og unge

Træningsmetoderne er afhængige af idrætsudøvernes alder, således at koordination og teknisk træning prioriteres højt, mens styrketræning og konditionstræning prioriteres lavt hos børn.

Børn deltager i stigende grad i intensive træningsprogrammer og krævende konkurrenceidræt, der stiller store krav til fysikken. I denne sammenhæng er det vigtigt at træneren (og forældrene) opstiller realistiske mål og begrænsninger, så børnenes naturlige fysiske og psykiske udvikling ikke påvirkes negativt.

Børns trænerbarhed ændres dramatisk, når puberteten nås, og er overvejende hormonelt betinget.

Børnenes udviklingstrin må respekteres og ligeledes skal man være opmærksom på symptomer fra bevægeapparatet, der kan være tegn på, at grænsen for barnets ydeevne er overskredet.

Det er vigtigere at finde balancen mellem den belastning kroppen udsættes for, og den styrke de belastede strukturer (muskler, sener, knogler) har.

Al træning skal foregå inden for smertegrænsen (ømhed, funktionsnedsættelse, hævelse). Det er således nødvendigt at reducere træningsintensiteten, hvis denne medfører smerter under træningen, smerter om aftenen efter træningen eller smerter dagen efter træningen. Det er vigtigt at træningen optrappes ganske langsomt uden store spring i træningsintensiteten, så kroppen kan nå at omstille sig til den nye belastning.

Træning af børn skal være leg og bør primært indeholde øvelser for teknik og koordination. Tekniske færdigheder opnået i ungdommen medtages op i voksenlivet.

Videnskabelige forsøg med børn har vist, at hård fysisk træning kan gennemføres og medføre forbedringer af den fysiske kapacitet, om end i betydelig mindre grad end hos voksne. Dette gælder både træning af aerob og anaerob kapacitet. Børn opnår således ikke ret meget ved konditionstræning i det børns iltoptagelse ikke bedres væsentligt ved træning.

Børn opnår heller ikke ret meget ved intervaltræning og syretræning, da de enzymsystemer, der skal trænes, ikke er optimalt udviklede Den beskedne træningsgevinst der trods alt kommer, følger imidlertid ikke barnet op i voksenalderen. Det er således gammel overtro, at en høj kondition i voksenalderen skal grundlægges før eller i puberteten. Når løbetræning bedre resultaterne målt i tid, sker dette således primært på grund af bedre teknik og ikke på grund af bedre iltoptagelse.

Styrketræning med ensidige eller store belastninger bør undgås. Vægttræning med maksimal eller submaksimal belastning har ingen plads i træningsprogrammer før puberteten.

Børn bør så vidt muligt matches i forhold til højde og vægt og ikke, som det ofte praktiseres efter alder og køn. Drenge og piger kan udmærket træne og konkurrere sammen, indtil drengenes muskelmasse udgør en større procentdel af vægten end pigernes. På dette tidspunkt vil forkert matchning udgøre en betydelig skaderisiko for pigerne, f.eks. i kontakt-idrætsgrene som håndbold og fodbold.

Børn har ikke samme behov for opvarmning og udspænding før og efter træning som voksne, men det kan have en vis pædagogisk virkning at vende unge idrætsudøvere til at gennemføre disse øvelser, så de ligger på ”rygraden”, når de bliver voksne, hvor øvelserne har en vis forebyggende betydning.

Generelt kan siges, at træningen af børn og unge primært skal omfatte teknik og koordination og bør tilrettelægges på en måde, så det virker sjovt og derved motiverende.

(Modificeret fra ”Fotbollsmedicin” 1998 med tilladelse af Jan Ekstrand og Jon Karlsson)