Apofysitis er et meget hyppigt problem hos børn og unge i vækst, hvor muskel- og senefæsterne på vækstzonerne udløser smerter, hvis de overbelastes.
Diagnosen er sædvanlig let og stilles ofte alene ved den kliniske undersøgelse. Hvis der er natlige smerter. eller hvis smerterne er opstået pludselig som et ”riv”, bør der foretages røntgen.
Ved ultralydskanning af overbelastede vækstzoner ses der er uregelmæssighed af knoglerne på vækstzonen og øget blodkarindvækst (farverne) som tegn på inflammation.
Her ses ultralydskanning af Osgood-Schlatter (overbelastning af knæskalssenefæstet på skinnebenet (Tuberositas Tibia)
Apofysitis heler stort set altid op uden følgevirkninger. Prognosen er således god, men kan være langvarig, hvis der ikke reageres på overbelastningssymptomerne, så snart de mærkes. Ved hurtig aflastning fra de smerteudløsende aktiviteter kan skadesforløbet reduceres betydeligt. Hvis den unge idrætsudøver forsætter, indtil smerter bliver så kraftige, at idræt er umuligt, kan forløbet derimod tage både halve og hele år, inden generne svinder, og idrætsaktiviteten kan genoptages.
Behandlingen af apofysitis er i modsætning til voksne idrætsudøvere primært aflastning og ikke styrketræning, da apofyserne ikke kan trænes stærkere.
Det er vigtigt at den unge idrætsudøver forsætter med de aktiviteter, der ikke fremkalder smerter under eller (dagen) efter aktiviteten, f.eks. teknisk træning. Disse aktiviteter kan med fordel foregå sammen med træningskammeraterne, da langvarigt fravær fra træningssessioner kan have stor social betydning. I sjældne tilfælde kan vækstzonen rives af, men den kan da opereres på, hvilket sædvanligvis hurtigt opheler, så idrætsaktiviteten kan forsætte.