I langt de fleste tilfælde kan der stilles en præcis diagnose ved hjælp af sygehistorien og en klinisk undersøgelse. I mange tilfælde vil man dog med fordel kunne supplere med:
Røntgen,deranvendes primært ved mistanke omknoglebrud, træthedsbrud og knogleafrivninger. Undersøgelsen medfører røntgenbestråling.
CT-sanning, der anvendes ved visse knoglebrud som supplement til almindelig røntgenundersøgelse. CT-scanning er mere præcis end røntgen, men medfører langt højere røntgenbestråling og bør derfor begrænses mest muligt hos børn og unge.
Scintigrafi, der anvendes specielt ved mistanke om træthedsbrud. Undersøgelsen medfører injektion af radioaktive stoffer og bør begrænses mest muligt hos børn og unge. Undersøgelsen er i en vis grad erstattet af ultralyd- og MR.
MR-scanning,deranvendesi stort omfang til vurdering af specielt forholdene i leddene og andre dybt beliggende strukturer. Undersøgelsen medfører magnetisk bestråling, der så vidt vides er ufarlig. Det er dog vigtigt, at man ikke indeholder noget magnetisk.
Ultralydscanning, der er den mest anvendte, billigste, hurtigste og mest præcise undersøgelse, der mange steder bruges rutinemæssigt som en del af den kliniske undersøgelse. Ultralydscanninger kan fremstille forholdene under bevægelse (dynamisk scanning) og påvise flowet i blodkar og væv (Dopplerundersøgelse) og stivhed af vævet (elastografi). Udtømmelser af ansamlinger (blod, ledvæske mm) samt injektioner, kan med fordel udføres ultralydvejledt, hvorved det er muligt at placere kanylespidsen med meget stor præcision.
Diagnostiske blokader med lokalbedøvelse, kan give bidrage med oplysninger om, hvorfra smerterne udløses, og er kun forbundet med beskedne risici.
Artroskopi, der anvendes til diagnostisk undersøgelse af forholdene inde i leddene, hvis det ikke er muligt at afgøre klinisk og billeddiagnostisk, hvad der er galt inde i et led. I forhold til de øvrige undersøgelser er artroskopi forbundet med en del risici.
