Forfodsnedfald – Trin 1

Genoptræningen starter med øvelserne på Trin 1. Når øvelserne kan gennemføres uden smerter, startes genoptræningen på næste trin.

Hvor ofte og hvor længe skal jeg træne? Træningsfrekvens og -varighed er individuelt. Start med ca. 3 gentagelser pr. øvelse og mindst 3 gange om ugen. Øg langsomt antal gentagelser og belastning uden at overskride smertegrænsen

Skal jeg lave hele programmet hver gang? Nej, du kan dele øvelserne op på forskellige dage. Det vigtigste er at træne regelmæssigt og gradvist øge intensiteten

Trin 2
Trin 3
Trin 4

Instruktion

Læs den fulde instruktion til genoptræning her

Tidsangivelserne i minutter angiver tidsfordelingen mellem udspænding, balance og styrke, hvis du træner én time.
Om du træner f.eks. én time eller 10 minutter tilpasses dit udgangspunkt – og kan optrappes over tid.

Kondition

Ubegrænset: Cykling, svømning.

Udspænding

10 minutter af hver træningstime

Stå med armene støttende på en væg og med træningsbenet strakt bagud, så det spænder i lægmusklen. Bøj langsomt i knæet på træningsbenet, så der kommer tiltagende udspænding af lægmusklen. Hold udspændingen i 20 sekunder. Gentag øvelsen på modsatte ben.

En træningselastik fæstes til et tungt stolben. Sid på gulvet med strakt ben med ydersiden af træningsfoden ud for stolbenet. Træningselastikken føres rundt om forfoden (indersiden). Drej langsomt foden ind til siden mod den anden fod, så elastikken strammes. Hold spændingen i få sekunder og før langsomt foden tilbage til udgangsposition. Knæet må ikke roteres.

Sid på en stol og læg anklen på det skadede ben over på modsatte knæ. Den ene hånd holder anklen, mens den anden hånd langsomt bøjer tæerne opad (hvorved der kan føles et stræk under foden). Hold spændingen i mindst 10 sekunder. Bøj derefter tæerne maksimalt nedad og hold udspændingen i 10 sekunder.

Stå oprejst. Stræk fodleddet og sæt tæerne i gulvet, så de bøjer maximalt bagud. Hold yderstillingen i 10 sekunder. Sæt derefter tæerne i gulvet, så de bøjer maksimalt fremad. Hold yderstillingen i 10 sekunder.

Sid på en stol med en bold under foden. Rul bolden frem og tilbage og fra side til side. Skift senere bolden ud med en tennisbold.

Koordination

5 minutter af hver træningstime

Hold balancen på to ben på vippebrættet. Støt i starten med hånden mod væggen. Senere holdes balancen på ét ben uden støtte. Prøv senere at holde balancen med lukkede øjne.

Stå på tæerne med bøjede knæ. Læg vægten frem på tåspidserne og hold  balancen. Støt i starten evt. med en hånd mod væggen.

Styrke

45 minutter af hver træningstime

Sid på en stol med strakt ben. Hold en træningselastik i begge hænder. Placer elastikken omkring hæl, fodsål og alle tæerne. Bøj fodleddet opad så meget som muligt ved at trække i elastikken. Hold yderstillingen i 10 sekunder. Stræk derefter langsomt foden, så elastikken udspændes. Hold spændingen i et par sekunder og bøj derefter fodleddet opad, så udgangspositionen nås.

Sid på en stol. Hold en træningselastik i begge hænder. Placer elastikken omkring storetåen. Bøj storetåen opad så meget som muligt ved at trække i elastikken. Hold yderstillingen i 10 sekunder. Bøj derefter langsomt storetåen nedad så meget som muligt, så elastikken udspændes. Hold spændingen i et par sekunder og bøj derefter storetåen opad, så udgangspositionen nås.

Sid/stå med bare tæer på et viskestykke. Træk viskestykket sammen med tæerne.

Stå med strakte ben med forfoden på et dørtrin. Gå op på tæerne. Hold spændingen i få sekunder. Gå langsomt tilbage til udgangspositionen. Gør øvelsen vanskeligere ved at tage en rygsæk på med stigende belastning.

Stå med let bøjede knæ med forfoden på et dørtrin. Gå op på tæerne, mens bøjningen i knæene opretholdes. Hold spændingen i få sekunder. Gå langsomt tilbage til udgangspositionen. Gør øvelsen vanskeligere ved at tage en rygsæk på med stigende belastning.

 
Trin 2
Trin 3
Trin 4