Anatomi
Kravebenet/nøglebenet (clavicula) danner led med brystbenet samt skulderbladets øvre knoglefremspring (acromion). Kravebenet fungerer blandt andet som fæste for mange skulder- og brystmuskler.
Skelet
A. Clavicula
(nøgleben, kraveben)
Årsag
Ved direkte fald på skulderen eller på strakt arm eller ved direkte traume kan der opstå brud på kravebenet, hvilket er et af de mest hyppige brud (udgør 5-10% af alle brud). Bruddet sker oftest midt på kravebenet. Ledbåndene, der holder kravebenet på plads, kan også briste ved bruddet.
Symptomer
Smerter svarende til kravebenet med forværring ved bevægelse i skulderleddet. Ved brud med forskydning af knoglen kan man ofte se en bule på kravebenet.
Undersøgelse
Pludselig opståede kraftige smerter i skulderen med smertebetinget bevægelsesindskrænkning efter et traume bør altid føre til undersøgelse af en fagperson. Ultralydskanning vil sædvanligvis kunne be- eller afkræfte mistanke om brud (Moritz JD. 2023).
Røntgen anvendes dog forsat.
Behandling
Afhængig af brudtypen kan man vælge aflastning og eventuelt kortvarig armslynge indtil smerterne svinder efter højst et par uger uger. Armen må bruges frit inden for smertegrænsen. Tunge løft bør undgås de første 6 uger.
Ved mere komplicerede brud med forskydning kan der i nogle tilfældes vælges operation, men den videnskabelige dokumentation ved fordelen ved operation er beskeden (Markes AR, et al. 2022) Børn behandles sædvanligvis alene med aflastning og genoptræning (Vargas-Vila MA, Mehlman CT, Pennock AT. 2019).
Genoptræning, specifikt
Når smerterne er svundet (ofte efter et par uger uger) kan man påbegynde konditionstræning i form af løb samt genoptræning i henhold til retningslinierne under generelt genoptræning af børn. Efter 4-6 uger kan man starte forsigtig muskeltræning af skuldermusklerne.
Efter et par måneder vil børn ofte kunne deltage i kontaktidræt.
Komplikationer
I langt de fleste tilfælde heler bruddet op uden komplikationer. En del får dog langvarige gener efter brud på kravebenet selvom bruddet heler op. En del brud danner et falsk led (pseudoartrose), der kræver (fornyet) operation.
Kravebenet beskytter store blodkar, lunge og nervecenter. Et brud på kravebenet kan i sjældne tilfælde medføre skade på disse strukturer, hvilket kræver akut behandling på sygehus.