Print

BETÆNDELSE AF HULFODSSENEN

Diagnose: BETÆNDELSE AF HULFODSSENEN
(FASCIITIS PLANTARIS)

Anatomi:
Lægmusklen (M Gastrocnemicus) består af to muskelhoveder, der samles i et bredt senebånd, der fortsætter i Achillessenen. På forkanten af Achillessenen hæfter en anden af de store lægmuskler (M Soleus), der således kommer til at udgøre en del af Achillessenen. Lægmusklerne fæster via Achillessenen bagpå hælknoglen. Fra hælknoglen under fodsålen udspringer hulfodssenen (aponeurosis plantaris), der fæster på alle 5 tæer. Hulfodssenen er med til at opretholde den længdegående fodbue (Foto).




  1. Aponeurosis plantaris

  2. Tuber calcanei

FODSÅL


Årsag: Opstår ved gentagne overbelastninger i form af løb og afsæt. Da hulfodssenen er en funktionel forlængelse af Achillessenen, er de udløsende belastninger, der medfører overbelastningsskader i hulfodssenen og Achillessenen, ofte de samme.

Symptomer: Smerter ved løb og afsæt samt tryk på hulfodssenefæstet lige under hælknoglen. Sædvanligvis er smerten mest udtalt lidt indvendigt (medialt) for fæstet.

Akut behandling: Se her.


Undersøgelse: I lette, tidlige tilfælde, hvor ømheden er langsomt indsættende uden pludselig forværring, kræves ikke nødvendigvis lægeundersøgelse. Diagnosen stilles sædvanligvis ved almindelig lægeundersøgelse og i alle tilfælde, hvor der fornemmes et smæld eller pludselig jagende smerte i senen, bør man straks søge læge for at udelukke en (delvis) bristning af hulfodssenen og knoglebrud. Dette afgøres bedst med ultralydscanning (eller MR-scanning), da almindelig klinisk undersøgelse vil overse en del behandlingskrævende skader. I alle tilfælde, hvor forløbet ikke går jævnt fremad, bør der tidligt i forløbet udføres en ultralydscanning. Ved ultralydscanning vil man kunne vurdere omfanget af forandringer i senen: betændelse i senen (tendinitis), arvævsdannelse i senen (tendinosis), forkalkninger i senen, betændelse af senevævet rundt om senen (peritendinitis), slimsækkene (bursae) samt (delvise) bristninger (article) (Ultralydbillede).

Behandling: Aflastning fra smerteudløsende aktivitet (løb). Hvis behandlingen indsættes hurtigt, kan skaden i nogle tilfælde ophele på få uger (article). Hvis smerten har været til stede i flere måneder, og specielt hvis der ved ultralydscanning er fundet fortykkelse af og forandringer i senen, må man ofte påregne et genoptræningsforløb over flere måneder. Da hulfodssenen er en funktionel forlængelse af Achillesenen, vil genoptræningen på mange områder være den samme som for Achillesenen. Specielt lægges der vægt på styrketræning ved at aktivere lægmusklen samtidig med den udspændes (eccentrisk træning). Det er naturligvis afgørende at fodtøjet er i orden (gode løbesko med stødabsorberende hæl). Man kan aflaste hulfodssenen ved at gå i sko med svangstøtte. Is-behandlingen kan gentages hver gang man i genoptræningsforløbet fremkalder ømhed i hulfodssenen. Ved manglende fremgang på genoptræningen kan medicinsk behandling overvejes i form af gigtpiller (NSAID) eller injektion af binyrebarkhormon rundt om den fortykkede del af senen. Dette kan med fordel gøres ultralydsvejledt, hvilket øger effekten og nedsætter risikoen. Undersøgelser har vist, at ultralydsvejledte injektioner med binyrebarkhormon er særdeles effektiv til at reducere omfanget af de fortykkede sener, således mere aktiv genoptræningen kan påbegyndes (article). Da injektion af binyrebarkhormon altid er et led i en langvarig genoptræning af en meget alvorlig, kronisk skade, er det afgørende nødvendigt, at genoptræningsforløbet strækker sig over adskillige måneder for at nedsætte risikoen for tilbagefald og bristninger, i det senen naturligvis ikke efter en langvarig skadesperiode kan holde til maksimal belastning efter kun en kortvarig genoptræningsperiode. Hvis diagnosen stilles ved hjælp af ultralydscanning og injektionerne foretages ultralydsvejledt samt genoptræningen forløber i henhold til de her skitserede principper er behandling med binyrebarkhormoninjektioner kun forbundet med beskedne risici (article). Et halvt års genoptræning inden maksimal belastning i form af spring tillades er ikke usædvanligt. Det øger sikkerheden, at injektionsbehandling af kroniske hulfodsseneproblemer udføres ultralydsvejledt. Inden for de seneste år er der kommet forskellige eksperimentelle behandlinger som shock-wave (ultralydbehandling). Der er ikke nogen sikke, entydig dokumentation for effekten af denne behandling. Ved manglende fremgang på genoptræning og konservativ behandling kan man forsøge operativ behandling. Langtidsresultaterne af operationerne er ofte skuffende, (article-1), (article-2), (article-3),

Hælspore: "betændelse" (inflammation) af hulfodssenen (fasciitis plantaris) er af og til forbundet med en hælspore. En hælspore er en knoglenydannelse, som ses ved langvarig overbelastningsbetinget ”betændelse” ved hulfodssenefæstet på hælknoglen. Hælsporen er således en følge af overbelastningsskaden og ikke årsagen hertil. Hvis man først har dannet en hælspore, forsvinder den aldrig. Hælsporen har ingen praktisk betydning og kræver ikke behandling. Mange symptomfrie idrætsudøvere har en hælspore uden at have haft symptomer fra hulfodssenefæstet. Tidligere tiders operative fjernelse af hælspore er i dag stort set forladt.

 



Bandage: Tapning ved hulfodsseneproblemer er af tvivlsom betydning, men kan forsøges da tapen ikke gør nogen skade, hvis den anlægges rigtigt (tape-beskrivelse).

Komplikationer: Hvis ikke forløbet går jævnt fremad, bør følgende komplikationer overvejes:

Få idrætsskader har så stor risiko for at give kronisk, idrætsmæssigt invaliderende gener som hulfodssenebetændelse. I de svære, kroniske tilfælde, vil skaden trods alle behandlings- og genoptræningsforsøg ofte permanent umuliggøre fortsat idrætsaktivitet.

Specielt: Da overbelastning af hulfodssenen ved fortsat overbelastning har stor risiko for at udvikle sig til kronisk hulfodssenebetændelse, der er meget vanskelig at behandle, er det naturligvis vigtigt at forebygge, at skaden (gen)opstår. Principperne i genoptræning (Genoptræning, generelt) bør følges, så hurtigt stigende træningsbelastning i sæsonstart eller efter skadeperioder undgås. Løbesko skal passe (tæt hælkappe, stødabsorberende såler). Det er afgørende vigtig at reagere på den første ømhed eller smerter så træningen kan omlægges, inden tilstanden udvikler sig til kronisk lidelse med risiko for at måtte stoppe idrætsaktivitet permanent.

Joomla SEO powered by JoomSEF
Banner