Muskellogesyndrom

Anatomi

Underarmsmusklerne opdeles i 3 grupper (muskelloger, kompartments) af kraftige muskelhinder (fascier), der er delvis ueftergivelige. En forreste muskelgruppe dvs. håndrygsiden af underarmen (volar kompartment, der indeholder strækkemusklerne), en udvendig muskelgruppe (radiale/lateral kompartment) og en bagerste muskelgruppe dvs. håndfladesiden af underarmen (dorsal kompartment, der indeholder bøjemusklerne). Hver muskelgruppe har sin egen blod- og nerveforsyning.

Årsag

Ved muskeltræning kan musklerne vokse så hurtigt, at de omkringliggende muskelhinder (fascier) ikke kan give sig tilstrækkeligt. Herved vokser trykket i muskellogen, hvorved musklerne, blodkar og nerver kan blive påvirket (kronisk kompartmentsyndrom).

Ved akutte voldsomme belastninger eller direkte traumer (fx brud på underarmsknoglerne) kan der opstå væskeophobning og blødning i muskellogen, der udløser betydelig forhøjet tryk i muskellogen med akut påvirkning af muskler, nerver og blodkar (akut kompartmentsyndrom).

Symptomer

Ved kronisk kompartmentsyndrom i armen (som primært ses i sportsgrene med langvarig, kraftig muskelbelastning på eliteniveau som fx roning) opstår der langsomt indsættende smerter i musklerne. Det fornemmes at musklen ”spændes” og bliver hård, hvilket ledsages af ubehag. Smerterne svinder få minutter efter ophør af belastning, men kommer hurtigt igen, hvis belastningen genoptages. Ikke sjældent er der føleforstyrrelser i fingrene.

Ved akut kompartmentsyndrom er der tiltagende smerter, der ofte er kraftigere end forventet i forhold til den primære vurdering af skadens omfang. Selv udspænding gør ondt. Samtidig kan der komme føleforstyrrelser i fingrene, og generne svinder ikke kort efter belastningsophør.

Undersøgelse

Diagnosen kronisk kompartmentsyndrom stilles primært på baggrund af de karakteristiske belastningsrelaterede smerter og en klinisk undersøgelse af en relevant fagperson. Der kan evt. udføres trykmåling i muskellogen, men resultaterne giver ikke altid et klart svar. Billeddiagnostik (røntgen, ultralyd- og evt. MR-skanning) giver sjældent et sikkert et svar.

Ved mistanke om akut kompartmentsyndrom skal der foretages akut lægeundersøgelse (evt. på hospital).

Behandling

Behandlingen af kronisk kompartmentsyndrom er aflastning fra smerteudløsende aktivitet, udspænding og langsomt stigende styrketræning inden for smertegrænsen, så muskelhinderne kan nå at give efter. Hvis der er vedvarende gener eller hyppige tilbagefald trods regelret genoptræning, kan man foretage spaltning af en eller flere af muskelhinderne (Smeraglia F, et al. 2021).

Det akutte kompartmentsyndrom kræver altid akut lægeundersøgelse (evt. på sygehus) med mulighed for akut operativ spaltning af muskelhinderne, da der ellers kan opstå permanente skader på muskler og nerver.

Komplikationer

Der kan ved akut kompartmentsyndrom opstå varige skader på muskler og nerver, hvis ikke behandlingen indsættes hurtigst muligt. Amputationer er beskrevet efter akutte kompartmentsyndromer.

Specielt

Da der er risiko for, at akutte kompartmentsyndromer kan give varige mén, bør skaden anmeldes til dit forsikringsselskab.

Hvis der er foretaget operation for både akut eller kronisk kompartmentsyndrom, kan der være specifikke genoptræningsinstruktioner fra operatøren afhængig af operationstype og -forløb.

Genoptræning

Genoptræningsprogram