Brud på overarmsknoglen

FRACTURA CORPUS HUMERI

Anatomi

Overarmsknoglen (humerus) består af ledhovedet (caput), halsen (collum), den lange rørknogle (corpus) og den leddannende del i albuen (epicondylus).

Overarm forfra:

A. Caput humeri
B. Collum chirurgicum
C. Epicondylus medialis
D. Epicondylus lateralis
E. Tuberculum minus
F. Sulcus intertubercularis
G. Tuberculum majus
H. Collum anatomicum

Årsag

Ved direkte fald på strakt arm, kraftig rotation af armen eller ved direkte traume kan der opstå brud på overarmsknoglen. Bruddet kan ske alle steder på overarmsknoglen, men brud midt på den lange rørknogle (corpus) er hyppigt.

Symptomer

Pludselig indsættende smerter og smertebetinget bevægelsesindskrænkning af armen efter kraftig belastning (fald, slag). Eventuelt kan der ses vinkling af overarmen.

Undersøgelse

Pludselig opståede kraftige smerter i armen med bevægelsesindskrænkning efter fald bør altid føre til akut lægeundersøgelse (evt. på sygehus). Ofte opstår der blodudtrækning. Ved røntgen kan man sædvanligvis se bruddet og på baggrund af brudtypen afgøre behandlingen.

Behandling

Brud midt på armen uden betydende fejlstilling behandles sædvanligvis med en stiv bandage (Sarientobandage). Helingstiden er sædvanligvis 2-3 måneder. 10-15% må senere opereres pga. manglende heling. Hvis der er betydende fejlstilling, eller bruddet er tæt på albuen, kan operation primært være nødvendigt (Oliver WM, et al. 2023).

Genoptræning

Når smerterne er svundet og bandagen er fjernet kan man påbegynde konditionstræning i form af cykling samt genoptræning i henhold til retningslinierne under genoptræning, generelt. Efter ca. 4-6 uger kan man starte løbetræning og umiddelbart herefter forsigtig muskeltræning af overarms- og skuldermuskler.

Først efter ca. 3 måneder vil man kunne deltage i kontaktidræt. Ved operativ behandling kan der være specifikke hensyn, som operatøren informerer om.

Komplikationer

I langt de fleste tilfælde heler bruddet op uden komplikationer, men ca. 10% oplever manglende heling og må opereres senere. I nogle tilfælde kan bruddet påvirke nerveforsyningen til armen (N radialis), hvilket kan give føleforstyrrelser i hånden (og behandles ofte med (fornyet) operation).

Genoptræning