Det er vigtigt at vide, at injektion med binyrebarkhormon ved sportsskader kun er et supplement til den vigtigste del af behandling, som er reduktion af belastningen og langsomt stigende genoptræning inden for smertegrænsen mhp. at styrke det skadede væv. Hvis den udløsende årsag (overbelastningen) ikke fjernes, vil der være en betydelig risiko for, at symptomerne kommer igen.
Injektion med binyrebarkhormon kan ikke behandle træningsfejl!
Mens lokalbehandling med binyrebarkhormon som injektion i led hos patienter med leddegigt er en veldokumenteret effektiv, udbredt og anerkendt behandling, har ingen anden lovlig behandling af idrætsskader været så kontroversiel som lokal injektion af binyrebarkhormon, idet nogle mener, behandlingen øger risikoen for senebristninger.
Om senebristninger skyldes, at binyrebarkhormoninjektionen fjerner smerterne, så genoptræningen accelereres alt for hurtigt, eller om det er en direkte følge af injektionen, diskuteres forsat.
Der findes dog ikke i litteraturen dokumentation for, at injektion med binyrebarkhormon rundt om senerne, i led eller i slimsække resulterer i en øget risiko for bristninger. Nogle undersøgelser har vist en reduceret produktion af det bindevæv, der indgår i senerne (kollagensyntese) og derved svækkelse af senen (Haraldsson BT, et al. 2009). Injektioner direkte ind i senerne frarådes, da enkelte dyreundersøgelser tyder på en umiddelbar svækkelse af senevævet kort efter injektionen (Fredberg U. 1997), hvad humane studier dog ikke tyder på (Koenig MJ, et al. 2004).
Der er mange videnskabelige undersøgelser, der dokumenterer korttidseffekten af injektion af binyrebarkhormon rundt om overbelastningsbetingede seneskader (tendinopati) næsten alle steder i kroppen. Langt de fleste får færre symptomer og (delvis) normalisering af de kronisk fortykkede sener, samtidig med den inflammationsbetingede blodkarindvækst i senerne forsvinder. Den øgede væske i leddene forsvinder.
En betydelig del får imidlertid tilbagefald af symptomerne, muligvis pga. en alt for hurtig genoptræning (Fredberg U, et al. 2005). Det er derfor helt afgørende, at behandling med binyrebarkhormon ledsages af en langvarig genoptræning (også selv om generne svinder i løbet af 1-2 måneder), der ofte bør strække sig over (mere end) ½ år. Se isbjergteorien.
Andre randomiserede undersøgelse har derimod vist, at binyrebarkhormoninjektion omkring fortykkede sener (fx hulfodssenen) forstærker genoptræningseffekten i min 6 måneder (Johannsen FE, et al. 2019).
Indikationer: Injektion af binyrebarkhormon i sportsmedicin anvendes på følgende indikationer:
Reduktion af langvarig “betændelse” (inflammation) ved fx slimsæksbetændelse, seneskedebetændelse, betændelse af ledhinden med væskeophobning i led (traumatisk artritis/synovitis), og ved visse langvarige seneoverbelastninger (tendinitis/tendinopati), der ikke bedres på langvarig genoptræning (Fredberg U, Stengaard-Pedersen K. 2008).
Hvis ikke der er effekt (eller effekten er forbigående trods regelret genoptræning) af 1. ultralydvejledte injektion, er der ikke indikation for at gentage denne. Hvis der er sikker fremgang, som stopper inden generne er svundet helt, kan injektionen gentages med minimum 4-6 ugers interval.
Bivirkninger: Infektionsrisikoen er yderst beskeden ved overholdelse af enkle sterile regler (afspritning minimum 2 gange, sterilt udstyr, “non-touch teknik”). Afblegning af huden og reduktion i underhudens fedtvæv (fedtatrofi) over injektionen med synlige hudkar til følge, let ændret følsomhed på området er hyppigt forekommende, men giver kun gener i meget sjældne tilfælde. De fleste gener svinder spontant efter nogle måneder, men kan i sjældne tilfælde vare år. Risikoen for systemisk effekt efter injektion af binyrebarkhormon ses i form af ansigtsblussen (ca. 10%), menstruationsforstyrrelse og svingning i blodsukker, der ses relativt hyppigt, mens alvorlige bivirkninger (overfølsomhedschok) er ekstremt sjældne. Der er således betydelig færre bivirkninger ved lokale injektioner end ved langvarig tabletbehandling.
Den største risiko ved injektion med binyrebarkhormon er erfaringsmæssigt, at idrætsudøverne alt for hurtigt genoptager den belastning, der har udløst skaden, efter de er blevet smertefri, men inden senerne er trænet op til den nødvendige styrke. Dette resulterer ofte i tilbagefald (se ovenfor).
Utilsigtet injektion direkte ind i senerne eller omkring delvis (og totalt) bristede sener kan ske. Det er derfor hensigtsmæssigt, at der før alle injektioner omkring de store vægtbærende sener (Achillessene, knæskalssene, hulfodssene, iliopsoassene) foretages ultralydscanning for at sikre diagnosen og udelukke delvise bristninger. Hvis injektionerne foretages ultralydvejledt, sikres korrekt injektion og derved optimal effekt og minimal risiko.
Egen læge kan i de fleste andre tilfælde på fuldt forsvarlig vis foretage injektionerne uden ultralydvejledning, da risikoen er minimal.
Det er nødvendigt at oplyse idrætsudøveren om risikoen for øget ømhed/smerter i området nogle timer efter injektionen (”flaire up”), hvilket oftest forsvinder i løbet af få timer (dage).
Kontraindikationer: Mistanke om infektion i nærheden af injektionsstedet og aktiv tuberkulose. Kendt overfølsomhed for binyrebarkhormon eller lokalbedøvelse. Der er kun beskeden erfaring med injektion af børn, hvorfor denne behandling yderst sjældent er indiceret hos børn.
Administration: Binyrebarkhormonet blandes med lokalbedøvelse før injektionen. Herved nedsættes risikoen for bivirkninger og den midlertidige dæmpning af smerterne (pga. lokalbedøvelsen) hjælper til at bekræfte (eller afkræfte) diagnosen.
Doping: Lokal injektionsbehandling med binyrebarkhormon må ikke anvendes under konkurrence og kræver i givet fald en dopingattest (TUE). Se Antidoping Danmarks dopingliste.
Resume: Injektion med binyrebarkhormon er kun et supplement til grundbehandlingen af idrætsskader, der er langsomt stigende genoptræning inden for smertegrænsen. Anvendt på korrekt vis kan den medicinske behandling reducere aflastningsperioden, således genoptræningen kan starte hurtigere. Hvis behandlingen misbruges til at forsætte en skadelig idrætsaktivitet, uden at afvente effekten af den nødvendige genoptræning, vil risikoen for tilbagefald og forværringer øges.
