Brud på overarmsknoglen

FRACTURA HUMERI

Anatomi

Overarmsknoglen (humerus) består af ledhovedet (caput), halsen (collum), den lange rørknogle (corpus) og den leddannende del i albuen (epicondylus).

Overarm forfra:

A. Caput humeri
B. Collum chirurgicum
C. Epicondylus medialis
D. Epicondylus lateralis
E. Tuberculum minus
F. Sulcus intertubercularis
G. Tuberculum majus
H. Collum anatomicum

 

Årsag

Ved direkte fald på skulderen eller fald på strakt arm, kan der opstå brud på overarmsknoglen. Bruddet kan ske alle steder på overarmsknoglen – ved skulderleddet, midt på overarmen og ved albuen, men brud gennem overarmshalsen (collum) og midt på den lange rørknogle er hyppigst. Brud, der omfatter ledfladerne, er de mest komplicerede med størst risiko for langtidsgener.

Symptomer

Pludselig indsættende smerter og smertebetinget bevægelsesindskrænkning af armen efter fald eller direkte traume.

Undersøgelse

Pludselig opståede kraftige smerter i armen med bevægelsesindskrænkning efter fald, bør føre til undersøgelse af relevant fagperson på mistanke om brud (evt akut på sygehus). Ved røntgen kan man sædvanligvis se bruddet og på baggrund af brudtypen afgøre behandlingen.

Behandling

Afhængig af brudtypen kan man vælge aflastning og eventuelt bandagering indtil smerterne svinder og bruddet er stabilt (hvilket ofte varer ca. 6 uger). De fleste brud behandles uden operation. Ved specielle brudtyper og fejlstillinger kan der være indikation for operativ behandling (Handoll HH, et al. 2022).

Genoptræning, specielt

Når smerterne er svundet (efter 2-3 uger) kan man påbegynde konditionstræning i form af cykling samt genoptræning i henhold til retningslinierne under genoptræning, generelt. Efter ca. 4-6 uger kan man starte løbetræning og umiddelbart herefter forsigtig muskeltræning af overarms- og skuldermuskler.

Først efter ca. 3 måneder vil man kunne deltage i kontaktidræt. Ved operativ behandling kan der være specifikke hensyn, som operatøren informerer om.

Bandage

Der kan fremstilles specielle plastbandager, der kan anvendes, når kontaktsport genoptages.

Komplikationer

I langt de fleste tilfælde heler bruddet op uden komplikationer. Hos en del sker der dog en forsinket heling, eventuelt med udvikling af et falsk led (pseudoartrose), der kræver (fornyet) operation.

I nogle tilfælde kan bruddet påvirke nerveforsyningen til armen (N radialis), hvilket kan give føleforstyrrelser i hånden (og behandles sædvanligvis med (fornyet) operation). Hvis bruddet omfatter ledfladerne, er risikoen for senere udvikling af slidgigt forøget.

Genoptræning