Brud på ribben

FRACTURA COSTAE, STRESSFRAKTUR

Anatomi

Brysthulen med lunger og hjerte er beskyttet af 12 sæt ribben, der hæfter på brystryghvirvlerne bagtil og brystbenet fortil. På ribbenene fæster muskler, der blandt andet hjælper til med vejrtrækningen.

Brystkasse

A. Ribben
B. Brystben
C. Vertebra lumbalis (processus costalis)
D. L II (2. lændehvirvel)

Årsag

Ved ét enkelt kraftigt slag/fald kan der opstå brud på ribbenene, mens gentagne kraftige belastninger (fx golf, roning, tennis, svømning, gymnastik) kan udløse et træthedsbrud (stressfraktur).

Træthedsbrud ses oftest i 1. ribben specielt hos basketballspillere, vægtløftere og balletdansere. Træthedsbrud i 4.-9. ribben ses hos konkurrerende roere, og træthedsbrud udvendigt-bagtil (posteromedialt) ses hos golfspillere.

Symptomer

Smerter ved tryk (direkte og indirekte ømhed), ved dyb vejrtrækning og hoste.

Undersøgelse

Diagnosen stilles sædvanligvis ved almindelig lægeundersøgelse. Bruddet kan bedst ses på ultralydscanning, men overses ofte på røntgen (Griffith JF, et al. 1999).

Behandling

Behandlingen omfatter primært aflastning. Paracetamol eventuelt i kombination med svage opioider kan anvendes som smertestillende.

Genoptræning

Genoptræningen kan påbegyndes så snart smerter tillader dette. Man må forvente, der går et par måneder inden ribbenet er helet så meget op, at man kan genoptage kontaktidræt.

Tape

Elastikbind har kun beskeden smertestillende effekt ved ribbensbrud.

Komplikationer

Hvis ikke forløbet går jævnt fremad, bør man undersøges af relevant fagperson for at sikre, at diagnosen er korrekt. Hvis der pludselig kommer øget åndenød, kan den spidse ende af ribbensbruddet have punkteret lungen. Hvis dette mistænkes, skal man søge akut lægehjælp for undersøgelse og eventuel behandling.

Genoptræning