Anatomi
Underbenets knogler omfatter skinnebenet (tibia) og lægbenet (fibula).
Skinneben forfra.
A. Tibia
B. Fibula
Årsag
Ved et voldsomt traume kan der opstå brud på såvel skinne- som lægben. Brud på lægbenet ses ofte efter spark på udvendige side af skinnebenet eller ved vrid i fodleddet.
Gentagne ensformige belastninger (fx løb, basket, atletik og fodbold) kan medføre så store knoglebelastning, at der kommer revner (brud) i underbensknoglerne (træthedsbrud, stress fraktur). Træthedsbrud ses specielt hyppigt hos kvinder med spiseforstyrrelser og hos folk med vitamin-D- og kalkmangel (Nose-Ogura S, et al 2019).
Symptomer
Smerter ved tryk (direkte og indirekte ømhed) og ved belastning (gang, løb, vrid).
Undersøgelse
Diagnosen stilles sædvanligvis ved en klinisk undersøgelse af relevant fagperson, og kan sædvanligvis bekræftes ved røntgen. Ultralydskanning kan ofte se træthedsbrud meget tidligere
Se eksempel på ultralydscanning af træthedsbrug
MR-skanning kan i nogle tilfælde være indiceret, specielt ved træthedsbrud fortil i skinnebenet, som ofte giver ophelingsproblemer. Træthedsbrud af skinnebenet kan i nogle tilfælde være svært at skelne fra skinnebensbetændelse, der dog strækker sig over et længere område af skinnebenet.
Spiseforstyrrelser og manglende menstruation (amenorhea) øger risikoen for træthedsbrud op til 13 gange hos teenagere. Lavt kalkindhold i knoglerne (BMD, bone mineral density) øger risikoen for træthedsbrud 4,5 gange (Nose-Ogura S, et al 2019).
Behandling
Behandlingen omfatter aflastning fra smerteudløsende aktivitet. Brud i skinnebenet kræver immobilisering i bandage og evt. operation. Brud i lægbenet kan, hvis der ikke er involveret vridskader i fodleddet, ofte behandles alene med aflastning (og evt. smertestillende).
Træthedsbrud behandles sædvanligvis med aflastning i få måneder, men kan tage væsentligt længere tid (Encinas R, et al. 2023). Træthedsbrud fortil i skinnebenet kræver ofte immobilisering (gips), og operation kan være nødvendig. Ved træthedsbrud bør eventuelle spiseforstyrrelser naturligvis behandles.
Genoptræning
Det er vigtigt at holde konditionen og muskelstyrken af alle andre muskler ved lige, mens underbenet aflastet. Al belastning skal foregå inden for smertegrænsen, så der ikke er smerter i underbenet under eller efter belastning. Hvis der er foretaget operation, vil der være specifikke genoptræningsbegrænsninger, som operatøren informerer om.
Komplikationer
Hvis ikke forløbet går jævnt fremad, bør man genundersøges af læge for at sikre, at diagnosen er korrekt, og at bruddet heler planmæssigt op. I nogle tilfælde kan der dannes et falsk led (pseudoartrose), hvilket vil kræve operativ behandling.