Anatomi
På spidsen af albuen (olecranon) findes en stor slimsæk, der skal beskytte albueknoglen mod slag og tryk.
Årsag
Ved stød eller fald på albuespidsen (fx fodboldmålmænd) kan slimsækken blive ”betændt” (inflammeret), hæve op og blive øm.
Symptomer
Ømhed og hævelse på spidsen af albuen med smertebetinget bevægelsesindskrænkning af armen efter kraftig belastning (fald). Smerten forværres, når albuen støtter på bordpladen (skaden kaldes også ”studenteralbue”).
Undersøgelse
Sædvanlig stilles diagnosen ved en almindelig klinisk undersøgelse, hvor der er trykømhed direkte på albuen. Ofte er hævelsen synlig. Hvis der er tvivl om diagnosen, kan der udføres en ultralydscanning, hvor slimsækken tydeligt ses.
Se ultralydscanning af inflammeret slimsæk på albuespidsen (olecranon bursitis)
Behandling
Aflastning fra yderligere stød. Hvis ikke slimsækken falder til ro, kan behandlingen suppleres med gigtpiller (NSAID) eller injektion af binyrebarkhormon efter udtømmelse af slimsæksvæsken (der ved mistanke om infektion skal sendes til undersøgelse for bakterier).
Hvis det ikke er muligt at få slimsækken til at svinde trods gentagne behandlinger, kan man operativt fjerne slimsækken, hvilket ofte vil medføre ubehag, når man hviler albuen på bordet eller på anden måde støder albuen.
Genoptræning
Umiddelbart kan normal træningsaktivitet genoptages, idet belastning af albuespidsen naturligvis skal undgås
Komplikationer
Hvis ikke slimsækken svinder på ovennævnte behandling, må der på ny foretages udtømning af væsken i slimsækken for at udelukke bakteriel infektion i slimsækken
Specielt
Skaden kan delvis forebygges ved anvendelse af albuebeskyttere (volleyballspillere, fodboldmålmænd).