Anatomi
Ryggen er opbygget af kasseformede ryghvirvler, der holdes på plads, dels ved hjælp af knoglernes udformning, dels ved ledbånd og dels ved de store og små ryg- og mavemuskler.
Ryggen set fra siden:
A. Vertebra prominens
B. Vertebra coccygea I (haleben)
C. Promontorium
D. L I (1. lændehvirvel)
E. Th I (1. brysthvirvel)
F. Axis
Årsag
Lænderygsmerter er forholdsvis almindelige hos børn og unge og ses med stigende hyppighed ved stigende alder. Hos unge findes hos ca. 80% ikke en specifik diagnose (uspecifikke rygsmerter) (Potaczek T, Jasiewicz B. 2023), mens der hos børn under 10 år langt hyppigere opnås en specifik diagnose.
Rygsmerter ses specielt hyppigst hos piger og ved stort tidsforbrug foran skærm, ved depression, psykosociale problemer og ved kendte rygsmerter i familien. Overbelastningsbetingede rygsmerter pga. excessiv sportsaktivitet ses relativt sjældent, men kan naturligvis forekomme.
Symptomer
Smerter og ømhed i ryg, lænd og evt. med udstråling til balderne.
Undersøgelse
Lette rygsmerter er svinder sædvanlig spontant og har en god prognose. Børn under 10 år med lænderygsmeter bør lægeundersøges. Ved vedvarende (> 2-3 uger), natsmerter, morgenstivhed, feber, vægttab, udstråling under knæniveau eller kraftige rygsmerter bør der ligeledes foretages en lægeundersøgelse, dels for at stille en mulig specifik diagnose (fx arkolyse, skoliose, Mb Scheuermann) og dels for at udelukke alvorlige diagnoser som fx gigtsygdomme i ryggen (inflammatoriske tilstande), infektioner og neoplasmer.
Undersøgelsen bør omfatte smerteprovokation, undersøgelser af nerveudfald inkl. reflekser, føleforstyrrelser, bevægelighed og nerverodirritation (strakt benløft test). Der er ofte asymmetrisk og ændret bevægelighed i ryggen og lokaliseret trykømhed i rygmusklerne eller på ryghvirvlerne.
Det kan være nødvendigt at supplere røntgenundersøgelse med anden billeddiagnostik (fx MR-skanning) og blodprøver afhængig af den diagnostiske mistanke (León-Domínguez A, et al. 2023). Hvis der findes en specifik diagnose, er henvisning til speciallæge i reumatologi eller ortopædkirurgi ofte indiceret.
Behandling
Behandlingen er afhængig af sværhedsgraden og diagnosen. Langt de fleste med en uspecifik diagnose vil kunne dyrke sportsgrene med ikke-monoton rygbelastning inden for smertegrænsen. Styrketræning og udspænding af mave- og rygmuskler anbefales (Frosch M, et al. 2022).
Komplikationer
Hvis ikke smerterne aftager på aflastning og behandling, bør man (på ny) undersøges af læge.
Specielt bør følgende overvejes:
- Diskusprolaps
- Sekundære muskelinfiltrationer
- Scheumanns sygdom
- Brud på hvirvelbuen (arkolyse)
- Skoliose
Men der findes mange andre årsager til lændesmerter (gigtsygdom, infektioner, stofskiftesygdomme, nervesygdomme, tumorer), hvoraf nogle vil kræve yderligere speciallægeundersøgelser.