Print
TENNISALBUE

Diagnose: TENNISALBUE
(EPICONDYLITIS LATERALIS)

Anatomi:
En stor del af underarmens muskler, der har til opgave at bøje håndleddet bagover og strække fingrene, hæfter på det udvendige knoglefremspring på albuen (epicondylus lateralis)




  1. M. extensor carpi radialis brevis

  2. M. extensor digitorum

  3. M. extensor carpi ulnaris

  4. M. anconeus

  5. Olecranon (Albuespidsen)

  6. Epicondylus lateralis

Underarmens strækkemuskler


Årsag: Ved gentagne ensartede (over)belastninger overskrides muskelfæstet styrke. Herved opstår der mikroskopiske bristninger i senen og specielt ved senefæstet, hvilket medfører en "betændelse" (inflammation) . Senebetændelsen er en advarsel om, at træningen er for belastende for den aktuelle muskelsene, og hvis ikke belastningen reduceres, kan der opstå en kronisk ”betændelse”, der er vanskelig at behandle. Tilstanden kaldes også ”tennisalbue”, og er i sportens verden ofte en følge af forkert slagteknik eller utilpasset udstyr (ketsjer).

Symptomer: Ømhed og smerter på udvendige knoglefremspring på albuen (epicondylus lateralis) med forværring ved aktivering af muskelgruppen, der fæster på stedet (bagudbøjning i håndled (extention) mod modstand og ved udspænding).

Akut behandling: Se her.

Undersøgelse: Undersøgelse: Sædvanlig stilles diagnosen ved en almindelig lægeundersøgelse, hvor der er smerter på senefæstet på udvedige knoglefremspring på albuen (epicondylus lateralis) ved tryk, og når håndleddet bøjes opad (dorsal flexion). Hvis der er tvivl om diagnosen, kan der udføres en ultralydscanning, hvor betændelsesforandringerne med indvækst af blodkar i senefæstet ofte kan ses (article)(Ultralydbillede). Der kan ved langvarige gener ses opflosning af knoglehinden (entesopatier) og forkalkninger i bløddelene, der stedvis kan have karakter af en ”spore”. 

Behandling: Korrektion af slagteknik og tilpasning af udstyr er naturligvis afgørende for resultatet af genoptræningen. Behandlingen omfatter endvidere primært aflastning, udspænding og styrketræning af musklerne på underarm (article). Medicinsk behandling i form af gigtpiller (NSAID) kan forsøges i det akutte stadie, mens behandlingen med NSAID frarådes ved langvarige gener, dels da effekten er yderst begrænset og dels da NSAID behandlingen dæmper smerten, således genoptræningen bliver vanskeligere at styre. Ved langvarige gener uden fremgang trods regelret genoptræning og med forandringer ved ultralydscanning, har injektion med binyrebarkhormon ved det fortykkede senefæste gennem mange år været en del af behandlingen. Der er god korttidseffekt af injektionerne, mens langtidseffekten ikke er dokumenteret, (article). Nogle undersøgelser tyder på dårligere langtidseffekt efter binyrebarkhormoninjektion. Om dette skyldes, at genoptræningen intensiveres for hurtigt, når senen efter injektionen bliver symptomfri, med tilbagefald af symptomer til følge, er ukendt.
Da injektion af binyrebarkhormon altid er et led i en langvarig genoptræning af en meget alvorlig, kronisk skade, er det afgørende nødvendigt, at genoptræningsforløbet strækker sig over adskillige måneder (ofte >½ år) for at nedsætte risikoen for tilbagefald, i det senen naturligvis ikke efter en langvarig skadesperiode kan holde til maksimal belastning efter kun en kortvarig genoptræningsperiode - heller ikke selv om senen er blevet symptomfri efter injektionen. Injektion med binyrebarkhormon kan kun fjerne smerterne og normalisere senetykkelsen, men kan ikke gøre senen stærkere. Det kan kun langvarig genoptræning.
Langvarige overbelastningsbetingede seneskader sammenlignes ofte med et isbjerg, da størstedelen af seneforandringerne er symptomfri og kun de værste "10%" af forandringerne i senen giver symptomer. Når man er symptomfri, kan man derfor forsat have "90%" af de skadesbetingede seneforandringerne, og det er derfor vigtigt, at genoptræningen forsætter i mange måneder efter symptomerne er svundet, inden senen belastes maksimalt. Ellers vil risikoen for tilbagefald og bristninger øges betydeligt.
Inden for de seneste år er der kommet forskellige eksperimentelle behandlinger som skleroserende injektionsbehandling (hvor man injicerer et middel omkring senerne, der ødelægger de små kar (og nerver), der vokser ind i de syge sener) og shock-wave (ultralydbehandling). Der er ikke nogen sikke, entydig dokumentation for effekten af disse behandlinger. Ved manglende bedring kan man overveje operation, men resultaterne er ikke overbevisende og forbundet med en betydelig højere komplikationsrate end de øvrige behandlingsformer. 

Bandage: Nogle fornemmer en bedring i symptomerne ved at lægge tape (eller en forbinding) rundt om underarmen lige nedenfor albuen.
(tape-beskrivelse)


Komplikationer: Ved manglende fremgang, bør man på ny overveje om diagnosen er korrekt eller om der er tilstødt komplikationer, blandt andet:
Joomla SEO powered by JoomSEF
Banner