Bristning af øvre skulderbladsmuskel

RUPTURA M SUPRASPINATUS

Anatomi

Der indgår 4 muskler i den muskelkappe (rotatorcuffen), der omgiver skulderleddet, og som har til funktion at styre, koordinere og assistere ved bevægelse i skulderen: M supraspinatus (den øvre skulderbladsmuskel), M infraspinatus (nedre skulderbladsmuskel), M subscapularis og M teres minor. Når armen føres ud fra kroppen og op over hovedet (abduceres) glider supraspinatus musklen ind under det øverste skulderbladfremspring (acromion).

Højre skulderbladsmuskler, bagfra:

A. Acromion
B. Tuberc. majus (humeri)
C. M. infraspinatus
D. Spina scapulae
E. M. supraspinatus

Årsag

Musklen kan briste, hvis den pludselig udsættes for en belastning, der overstiger muskelstyrken, fx ved fald på strakt arm, løft eller kast af tunge genstande. Langt de fleste bristninger er delvise muskelbristninger. Med alderen og ved gentagne belastninger med armen over hovedniveau (tennis, svømning, kast) bliver den øvre skulderbladsmuskelsene (M supraspinatus) mere stiv og ueftergivelig, og kan sammen med slimsækken over musklen (bursa subacromiale) lettere blive klemt mellem overarmsknoglens hoved (caput humeri) og acromion.

Herved kan senen blive svagere med risiko for bristninger. De fleste totale bristninger ses hos ældre med degeneration (slitageforandringer) i muskelsenen. Hos ældre er totale bristninger særdeles hyppige. Det er sjældent, at raske sener springer.

Symptomer

I lette tilfælde mærkes en lokal ømhed efter belastningen (”muskelforstrækning”, ”truende fiber”). I sværere tilfælde mærkes en pludselig jagende smerte i musklen (”delvis muskelbristning”, ”fibersprængning”) og i værste fald mærkes et voldsom smæld, hvorefter det er umuligt at bruge musklen (”total muskelbristning”).

Ved muskelskader er følgende tre symptomer karakteristiske: Smerter ved tryk, udspænding (hånden føres i lænden) og aktivering mod modstand (armen løftes ud til siden og op over hovedet, abduktion). Smerten er lokaliseret ovenpå og udvendigt på skulderen. Man kan efter længere tid se svind af musklen bag på skulderbladet. Hos mange ældre giver bristningen ikke symptomer og er sandsynligvis opstået langsomt, så andre muskler har nået at overtage funktionen.

Undersøgelse

Diagnosen stilles sædvanligvis ved almindelig klinisk undersøgelse, hvor der er smerter og nedsat kraft ved løft af armen. Ved mere udtalte, pludselig indsættende smerter og besvær med at løfte armen ud fra kroppen bør der suppleres med ultralydskanning (evt. MR-skanning), hvor selv mindre skader kan ses.

Se ultralydscanning af skulder, hvor der ses et “sammenfald af muffen”.

Behandling

Kun i tilfælde med næsten total bristning af supraspinatusmusklen kan man overveje operation – specielt hos yngre. Operation bør foregå senest 3 måneder efter bristningen om end dokumentationen herfor er beskeden (Lapner P, et al. 2023), men fornyede bristninger efter kirurgisk behandling er hyppige
(Routledge JC, et al. 2023) og forskellen på operation og konservative behandling (genoptræning) er beskeden (Brindisino F, et al. 2021).

Ved delvise bristninger og totale bristninger hos ældre er behandlingen kortvarig aflastning og forsigtigt optræning (Dickinson RN, Kuhn JE. 2023).

Komplikationer

Hvis ikke forløbet går jævnt fremad, bør man overveje, om diagnosen er rigtig eller om der er tilstødt komplikationer.

Specielt bør følgende overvejes:

Genoptræning

Genoptræningsprogram