Anatomi
Kravebenet/nøglebenet (claviclen) danner led med brystbenet samt skulderbladets øvre knoglefremspring (acromion). Leddet mellem kraveben og acromion (AC-leddet) er forstærket med flere ledbånd (akromioklavikulære ligamenter og coracoklavikulære ligamenter).
Leddet mellem skulderblad og nøgleben
A. Clavicula (Nøgleben, Kraveben)
B. Lig. transversum scapulae
C. Scapula (Skulderblad)
D. Acromion
E. Ligamentum acromioclaviculare
F. Ligamentum coraco-acromiale
G. Lig. Trapezoideum (Lig. coracoclaviculare)
H. Lig. conoideum (Lig. coracoclaviculare)
Årsag
Ledbåndene mellem skulderbladets øvre knoglefremspring (acromion) og kravebenet kan briste, hvis de bliver udsat for en voldsom belastning, som f.eks. fald på strakt arm/albue eller på skulderen.
I lette tilfælde sker der en forstuvning med forstrækning af ledbåndene (distorsio, grad-1). I svære tilfælde sker der et delvist ledskred (subluxatio, grad-2) med bristning af nogle af ledbåndene (de akromioklavikulære ligamenter), der holder kravebenet på plads.
Kravebenet kan da bevæges lidt i forhold til acromion. I de sværeste tilfælde sker der et totalt ledskred (grad-3) med bristning af alle ledbånd (inkl. de coracoklavikulære ligamenter), således kravebenet ikke længere har kontakt med acromion (luxatio).
Symptomer
Smerter ved yderste del af kravebenet samt ved bevægelse i skulderleddet (grad-1 og grad-2). Ved total ledskred (grad-3) er kravebenet så løst, at det kan prominere med synlig fejlstilling (”flydende skulder”) og ofte ledsaget af hørbare klik, natlige smerter og smerter ved belastning af leddet.
Undersøgelse
Ved totale ledskred (grad-3) stilles diagnosen let ved almindelig klinisk undersøgelse. Ved grad-1 og grad-2 læsioner er der distinkt ømhed ved tryk på AC-leddet. Hvis der er usikkerhed om, hvorvidt smerterne kommer fra AC-leddet, kan der injiceres lokalbedøvelse i AC-leddet (diagnostisk blokade).
Hvis idrætsudøveren bliver smertefri i perioden lokalbedøvelsen varer, er det sikkert, at smerterne stammer fra AC-leddet. Graden af løshed af leddet kan vurderes ved ultralydscanning (eller røntgen) med samtidig træk i armens længderetning, samtidig med leddet belastet.
Se ultralydscanning af AC-leddet
Ved grad-3 læsioner anbefales røntgen for at udelukke brud og evt. for at vurderer løsheden (røntgen).
Behandling
Behandlingen af grad-1 og grad-2 skader omfatter primært aflastning fra de smerteudløsende aktiviteter og genoptræning af musklerne omkring skulderen inden for smertegrænsen.
Det er ikke ualmindeligt, at idrætsfolk med stor belastning af armen over hovedhøjde (kastere, vægtløftere, ketsjerspil) vil have langvarige gener, der kan strække sig over mange måneder.
Ved grad-3 skader frarådes kontaktidræt i 3 måneder, hvorefter de fleste er besværsfrie om end ledskreddet ofte permanent kan ses. Ved persisterende smerter eller kompromitteret skulderfunktion efter 3-6 måneder kan operation overvejes (de Groot C, et al. 2023).
Komplikationer
80 % bliver symptomfri inden for 3-6 måneder og kan vende tilbage til samme aktivitetsniveau (Cleary BP, et al. 2023).
Efter grad-1 og grad-2-skader i AC-leddet kan der opstå langvarig inflammation i leddet. Dette kan forsøges behandlet med injektion af binyrebarkhormon. Ved utilstrækkelig effekt og betydelige vedvarende gener fx pga. traumeudløst slidgigt i AC-leddet kan man operativt fjerne yderste del af kravebenet.