|
Årsag: Ved gentagne ensartede (over)belastninger overskrides muskelfæstet styrke. Herved opstår der mikroskopiske bristninger i senen og specielt ved senefæstet, hvilket medfører ømhed og smerter i form af en “betændelse” (inflammation) . Senebetændelsen er en advarsel om, at træningen er for belastende for den aktuelle muskelsene, og hvis ikke belastningen reduceres, kan der opstå en langvarig ”betændelse”, der er vanskelig at behandle. Tilstanden kaldes også ”tennisalbue”, som sportens verden kan være en følge af forkert slagteknik eller utilpasset udstyr (ketsjer).
Symptomer: Ømhed og smerter udvendigt på albuen (epicondylus lateralis) med forværring ved aktivering af muskelgruppen, der fæster på stedet (bagudbøjning i håndled (extention) mod modstand) og ved udspænding.
Akut behandling: Se her.
Undersøgelse: Sædvanlig stilles diagnosen ved en almindelig klinisk undersøgelse, hvor der er smerter på senefæstet på udvedige knoglefremspring på albuen (epicondylus lateralis) ved tryk, og når håndleddet bøjes opad (dorsal flexion). Hvis der er tvivl om diagnosen, kan der udføres en ultralydscanning, hvor betændelsesforandringerne med indvækst af blodkar i senefæstet ofte kan ses (artikel 1), (Ultralydbillede). Der kan ved langvarige gener ses opflosning af knoglehinden og forkalkninger i bløddelene, der stedvis kan have karakter af en ”spore”.
Behandling: Skaden opstår fordi belastningen overstiger senefæstets styrke (kronisk senebetændelse). Det er derfor vigtigt at nedsætte den skadesudløsende belastning og samtidig øge styrken af senen. Hvis behandlingen indsættes hurtigt, kan skaden i nogle tilfælde ophele på få uger. Hvis smerten har været til stede i flere måneder, og hvis der ved ultralydscanning er fundet fortykkelse af og forandringer i senen, må man ofte påregne et genoptræningsforløb over flere måneder (ofte > et halvt år). Korrektion af slagteknik og tilpasning af udstyr er naturligvis afgørende for resultatet af genoptræningen. Mange andre ensformede og gentagne belastninger kan imidlertid også udløse generne. Behandlingen omfatter endvidere primært aflastning, udspænding og styrketræning af musklerne på underarm.
Medicinsk behandling i form af gigtpiller (NSAID) kan forsøges i det akutte stadie, mens behandlingen med NSAID frarådes ved langvarige gener, dels da effekten er yderst begrænset, og dels da NSAID behandlingen dæmper smerten, således genoptræningen bliver vanskeligere at styre. Ved langvarige gener uden fremgang trods regelret genoptræning og med forandringer ved ultralydscanning, har injektion med binyrebarkhormon ved det fortykkede senefæste gennem mange år været en del af behandlingen. Der er god korttidseffekt af injektionerne, mens langtidseffekten ikke er dokumenteret, (artikel 2). Nogle undersøgelser tyder på dårligere langtidseffekt efter binyrebarkhormoninjektion. Om dette skyldes, at genoptræningen intensiveres for hurtigt, når senen efter injektionen bliver symptomfri med tilbagefald af symptomer til følge, er ukendt.
Da injektion af binyrebarkhormon altid er et led i en langvarig genoptræning af en meget alvorlig, langvarig skade, er det afgørende nødvendigt, at genoptræningsforløbet strækker sig over adskillige måneder (ofte >½ år) for at nedsætte risikoen for tilbagefald, i det senen naturligvis ikke efter en langvarig skadesperiode kan holde til maksimal belastning efter kun en kortvarig genoptræningsperiode – heller ikke selv om senen er blevet symptomfri efter injektionen. Injektion med binyrebarkhormon kan kun fjerne smerterne og normalisere senetykkelsen, men kan ikke gøre senen stærkere. Det kan kun langvarig genoptræning.
Langvarige overbelastningsbetingede seneskader sammenlignes ofte med et isbjerg, da størstedelen af seneforandringerne er symptomfri og kun de værste “10%” af forandringerne i senen giver symptomer. Når man er symptomfri, kan man derfor forsat have “90%” af de skadesbetingede seneforandringerne, og det er derfor vigtigt, at genoptræningen forsætter i flere måneder efter symptomerne er svundet, inden senen belastes maksimalt. Ellers vil risikoen for tilbagefald og bristninger øges betydeligt (se Isbjergteorien ved seneskader) (artikel 3).
Inden for de seneste år er der kommet forskellige eksperimentelle behandlinger som skleroserende injektionsbehandling og injektion af blodplader (Pladerig plasmabehandling, PRP) (artikel 4), men nyere undersøgelser kan ikke påvise effekt af disse behandlinger. Shock-wave (ultralydbehandling) kan forsøges om end der ikke er nogen sikker, entydig dokumentation for effekten. Ved manglende bedring kan man overveje operation, men resultaterne er ikke overbevisende og forbundet med en betydelig højere komplikationsrate end de øvrige behandlingsformer.
Bandage: Nogle fornemmer en bedring i symptomerne ved at lægge tape (eller en forbinding) rundt om underarmen lige nedenfor albuen.
(tape-beskrivelse)
Komplikationer: Ved manglende fremgang, bør man på ny overveje om diagnosen er korrekt eller om der er tilstødt komplikationer, blandt andet:
Slimsæksbetændelse
Muskelbristning
Skader i albueleddet
Ledbåndsbristning i albuen
|
