Anatomi
Ankelleddet stabiliseres af en ledkapsel, der er forstærket indvendigt (medialt) af et bredt, vifteformet ledbånd (lig. deltoideum), og udvendigt (lateralt) af 3 ledbånd: et forreste (lig. talofibulare anterius, ATFL), et midterste (lig. calcaneofibulare) og et bagerste (lig. talofibulare posterius). Ledbåndene stabiliserer ankelleddet specielt ved vrid, løb med retningsskift mm. Skinneben og lægben holdes sammen i ankelleddet bl.a. ved 2 ledbånd (lig. tibiofibulare anterius og posterius).
Ankelled indvendigt
A. Ligamentum mediale/deltoideum
B. Calcaneus (Hælknogle)
C. Talus
D. Tibia (Skinneben)
Årsag
Bristning af de indvendige sideledbånd i ankelleddet er langt sjældnere end bristning af de udvendige sideledbånd i ankelleddet. Bristning af de indvendige sideledbånd i ankelleddet opstår, hvis foden vrikker rundt (pronation), så de indvendige ledbåndene overstrækkes og brister. I lette tilfælde tales om forstuvning/forstrækning og i svære tilfælde om hel eller delvis bristning/overrivning.
Der kommer ofte følgeskader i forbindelse med ledbåndsbristninger blandt andet bristning af de ledbånd, der holder skinneben og lægben sammen: syndesmosebristning, væskeansamling i leddet (traumatisk synovitis) og seneskedebetændelsen, bristning af ledbånd i mellemfoden, knoglebrud i anklen, bruskskade i ankelleddet.
I nogle tilfælde kompliceres ledbåndsbristninger i ankelleddet af inflammation i ledkapslen rundt om ankelleddet (kapsulitis).
Symptomer
Smerter på og under indvendige ankelkno (malleolus medialis), hævelse på grund af blødning, og smerter ved gang.
Undersøgelse
Diagnosen stilles ved klinisk undersøgelse, hvor der i lette tilfælde (forstrækninger) kun findes hævelse og ingen gener ved almindelig gang, men sædvanligvis trykømhed ved fæstet af indvendige ledbånd på indre ankelkno. Størrelsen af hævelsen er ikke et mål for skadens omfang.
Udtalt hævelser og smerter bør undersøges af relevant fagperson med henblik på at udelukke knoglebrud i anklen og bristning af ledbånd mellem skinneben og lægben. Hvis der er mistanke om brud eller syndesmosebristning, bør der foretages et røntgenbillede af ankelleddet. Ottawa ankle rule giver vejledning i, hvornår der bør tages røntgen (Yolanda E Gomes et al 2022).
Tidligere kraftige vrid i ankelleddet i det akutte stadie for at vurdere graden af løsheden er ikke længere indiceret, da dette ikke har betydning for valg af behandling.
Ultralydscanning kan fremstille indvendige ledbånd – se ultralydscanning her og ledbånd mellem skinneben og lægben (lig. tibiofibulare ant. inf.), der brister ved syndesmosebristning, se ultralydscanning her samt inflammation ved kapsulitis (Colò G, et al. 2023). Ultralydskanning er velegnet til at se små knogleafrivninger ved ledbåndsfæsterne.
Ved dynamisk ultralydskanning kan løshed af ledbåndene vurderes (ledbåndet stresses under samtidig ultralydskanning, hvorved det kan ses om ledspalten øges som tegn på ledbåndsbristning) (Heitz PH, et al. 2023).
Behandling
Behandlingen af ledbåndsskader er i dag konservativ (genoptræning) (Loozen L, Veljkovic A, Younger A. 2023). Tidligere blev mange opereret og bandageret, hvilket stort set er forladt ved ukomplicerede ledbåndsbristninger. Ved gentagne ankelforstuvninger, ved syndesmosebristninger med betydelig løshed og ved komplekse skader (brud, flere bristede ledbånd) er operation ofte indiceret (Corte-Real N, Caetano J. 2021).
Bandage
I genoptræningsforløbet anbefales anvendelse af tape, når løbetræning foregår på ujævnt underlag eller løb med hurtige retningsskift påbegyndes. I ledbåndene sidder nerveceller (proprioreceptorer), der sender information til hjernen om, hvordan ankelleddets stilling er. Fra hjernen udgår der informationer til musklerne, der aktiveres, så ankelleddet holdes korrekt. Når ledbåndene skades, fungerer disse nervebaner ikke optimalt, og risikoen for fornyede vrid i foden øges derfor.
Tapens funktion er primært at stimulere de små nerveceller (proprioreceptorer) i huden, således disse kan ”vikariere” for de midlertidige skadede nerveceller i ledbåndene. Tapens funktion er således ikke en ren mekanisk ”stabilisering” af ankelleddet, Tape-5. I nogle tilfælde kan man have glæde af visse former for bandager omkring ankelleddet i 5-6 uger.
Specielle bandager har i nogle undersøgelser vist at kunne nedsætte risikoen for fornyede ledbåndsskader.
Komplikationer
Hvis ikke forløbet går jævnt fremad, bør man overveje, om diagnosen er rigtig, eller om der er tilstødt komplikationer:
Specielt bør følgende overvejes:
- Bristning af ledbånd mellem skinneben og lægben
- Knoglehindeafrivninger (periosteal avulsion)
- Seneskedebetændelser
- Væskeansamling i leddet (traumatisk synovitis)
- bruskbeskadigelse i leddet (osteokondral læsion)
Hvis genoptræningen er grebet fornuftigt an, er det sjældent, at skaden medfører et kronisk løst ankelled. Hvis resultatet bliver et kronisk løst ankelled, anbefales intensiv ballancetræning. Forsømt behandling kan resultere i udvikling af platfod.
Hvis genoptræningen ikke er tilstrækkeligt, kan bandager forsøges. Hvis heller ikke dette er tilstrækkeligt, kan operation med opstramning af ledbåndene forsøges (Corte-Real N, Caetano J. 2021).
Specielt
Vippebrætøvelser (se øvelse 1 og øvelse 2) er vigtig i såvel genoptræning som forebyggelse (Al Attar WSA, et al. 2022).
Vippebrætøvelser bør forebyggende gennemføres jævnligt resten af den aktive idrætskarriere, hvis der tidligere har været ledbåndsskader i ankelleddet. Start med at stå på begge ben på vippebrættet og støt med hænderne på væggen. Efterhånden slippes støtten med hænderne, og til sidst trænes med støtte på kun ét ben. Man kan evt. børste tænder morgen og aften på vippebrættet.
