Anatomi
Talrige muskler udspringer og fæster omkring skulder-nakke.
Dybe nakke- og rygmuskler bagfra:
A. M. semispinalis capitis
B. Mm. splenii capitis et cervicis
C. M. levator scapulae
D. M. rhomboideus minor
E. M. supraspinatus
F. M. rhomboideus major
G. Protuberantia occipitalis externa
Årsag
Alle muskler rundt om skulder og nakke kan blive spændte og ømme og udvikle ømme muskelknuder (myoser). Årsagen til udvikling af myoser er ikke sikkert kendt, men mens forårsaget af overbelastning af musklerne, evt. med minimale vævsskader, som medfører lokal inflammation, og det vides, at forkerte arbejdsstillinger og gentagne belastninger kan udløse myoser, og at myoserne kan opstå sekundært til smertetilstande andre steder i nakke-skulder-åget.
Hyppigste sted for muskelinfiltrationerne er skulderbladsmusklerne (M supraspinatus og M infraspinatus, hvorfra smerterne kan stråle ned i armen) og de store nakke-ryg muskler (M Trapezius, M levator scapulae, M rhomboideus) og halsmusklen (M sternocleido-mastoideus).
Symptomer
Ømhed i musklerne med forværring ved tryk på musklen. Ofte er der udstråling (triggerpunkt) til arm (fra muskelinfiltrationer omkring skulderbladet) og til hovedet (spændingshovedpine med trykken bag øjnene) ved muskelinfiltrationer på muskelfæsterne i baghovedet.
Undersøgelse
Muskelinfiltrationer kræver sædvanligvis ikke nærmere undersøgelse, men ved vedvarende gener bør man udelukke anden udløsende årsag.
Behandling
Om muligt skal den udløsende årsag fjernes eller behandles. Behandlingen af muskelinfiltrationerne omfatter primært udspænding og stigende styrketræning.
Komplikationer
Hvis ikke forløbet går jævnt fremad, bør man overveje, om diagnosen er rigtig eller om der er tilstødt komplikationer.
Blandt andet bør overvejes:
- Bristning af øvre skulderbladsmuskel
- Betændelse af øvre skulderbladsmuskel
- Bristning af nedre skulderbladsmuskel
- Seneskedebetændelse af bicepsmusklen
- Ledskred i leddet mellem skulderblad og kraveben
- Delvis ledskred i skulderleddet
- Frossen skulder
- Menisk læsion i skulderen
- Nerveafklemning bag på skulderbladet
- Slidgigt i nakke og diskusprolaps i nakken