Nerveafklemning bagpå skulderbladet

ENTRAPMENT NERVUS SUPRASCAPULARIS

Anatomi

Bag på overkanten af skulderbladet i en lille kanal (incisura scapulae), der er lukket med et ledbånd (ligamentum transversum) løber en nerve (N suprascapularis), der sender nervetråde til dele af skulderledskapslen og øvre og nedre skulderbladsmuskel (M supraspinatus og M infraspinatus).

Højre skulderblad set bagfra:

A. Acromion
B. Cavitas glenoidalis
C. Fossa supraspinata
D. Spina scapulae
E. Incisura scapulae
F. Processus coracoideus

Årsag

Ved gentagne belastninger med bevægelse i skulderleddet specielt med armen over hovedet kan der ske en afklemning af nerven (Mazza D, et al. 2021). Afklemningen af nerven kan også ske efter direkte traume. Ofte er det en cyste (væskefyldt ansamling), der klemmer på nerven (N. Suprascapularis). Cysten kan bl.a. opstå pga. en skade i skulderens ledlæbe eller en kapselrivning (Strauss EJ, et al. 2020). Nerven afklemmes ofte, hvor den løber over skulderbladet (incisura scapula).

Symptomer

Sædvanligvis fornemmes en brændende eller skærende smerte i skulderen. Der kan være svaghedsfornemmelse af skulderen. Ved langvarige symptomer kommer der muskelsvind af skulderbladsmusklerne (M supraspinatus og M infraspinatus).

Undersøgelse

Ukarakteristiske skuldersymptomer, der ikke bedre på aflastning bør undersøges af læge. Hvis fundene fra lægeundersøgelsen giver mistanke om nerveafklemning, stilles diagnosen ved undersøgelse af nerveledningshastigheden (EMG). Ofte kan en cyste, der afklemmer nerven ses på ultraslydskanning.

Behandling

Behandlingen omfatter aflastning fra den smerteudløsende aktivitet, udspænding og genoptræning af musklerne omkring skulderen. Ved manglende fremgang på aflastningen og genoptræningen kan man forsøge ultralydvejledt af tømme cysten og injicere binyrebarkhormon. Hvis dette heller ikke har effekt, kan operativ behandling forsøges (Mazza D, et al. 2021).

Genoptræning

Aflastningen er det primære, og det er specielt vigtigt, at genoptræningen ikke medfører ubehag. Styrketræningen bør først genoptages, når der er opnået smertefrihed.

Genoptræning

Genoptræningsprogram