Anatomi
De 3 store baglårsmuskler (hasemuskler, hamstring) har muskelsenefæste på siddeknuden (tuber ischiadicum). Baglårsmusklerne bøjer knæet og strækker hoften.
Højre sædemuskler bagfra:
A. Bursa trochanterica m. glutei maximi
B. M. gluteus maximus
C. M. biceps femoris (caput longum)
D. M. semitendinosus
E. M. semimembranosus
F. M. adductor magnus
G. M. gracilis
H. M. quadratus femoris
I. Bursa ischiadica m. glutei maximi
Årsag
”Betændelse” (inflammation) af senefæsterne (entesitis) ved siddeknuden (tuber ischiadicum) opstår ved gentagne (over)belastninger (løb, spurter). Herved opstår der mikroskopiske bristninger i senen og specielt ved senefæstet. Senebetændelsen er en advarsel om, at træningen er for belastende for den aktuelle muskelsene, og hvis ikke belastningen reduceres, kan der opstå en langvarig tilstand med smerter og evt. bristning af baglårsmuskelfæstet på siddeknuden (”fiber”), med et betydeligt længere genoptræningsforløb til følge.
I svære tilfælde sker der en delvis eller total bristning/afrivning af baglårsmuskelfæstet fra siddeknoglen, som næsten altid er en følge af langvarig senebetændelse pga. forket/manglende genoptræning. Slimsæksbetændelse mellem senefæsteren ved siddeknoglen kan ses, når senerne overbelastet.
Fra 2015-2022 er antal skader i hasemusklerne fordoblet i professionel fodbold. 18% af alle skader i hasemusklerne er tilbagefald (recidiv) af tidligere skader, hvoraf hovedparten opstår inden for 2 måneder. (Ekstand J. et all 2023).
Symptomer
Smerter højt i baglåret/balden primært ved løb (sprint). Smerterne på siddeknuden kan af og til trække ned bag på låret. Smerterne forværres ved tryk på siddeknuden (fx siddende stilling), udspænding og aktivering af baglårsmusklerne (bøje knæet og strække hoften mod modstand), som fx når man stående på det syge ben med raske fod træder på skoens hæl for at få foden ud af skoen (”Taking off shoe test”) (Reiman MP, et al. 2013).
Ved bristninger mærkes en pludselig smerte, og ofte kommer der blødning, der kan ses på baglåret.
Undersøgelse
I lette tilfælde med kun minimal ømhed og ingen gener ved almindelig gang stilles diagnosen sædvanligvis alene ved den kliniske undersøgelse. Sværhedsgraden af ømheden er dog ikke altid et mål for skadens omfang. Ved mere udtalt ømhed (mistanke om bristning) anbefales undersøgelse af en fagperson for at sikre korrekt diagnose og behandling. Hvis der er tvivl om diagnosen (mistanke om betydelig bristning), kan der udføres ultralyd- og eventuel MR-scanning.
Behandling
Behandlingen omfatter aflastning fra smerteudløsende aktivitet, udspænding og gradueret langvarig genoptræning inden for smertegrænsen.
Ved manglende fremgang på langvarig genoptræning kan medicinsk behandling overvejes i form injektion af binyrebarkhormon rundt om de betændte muskelsenefæster (i slimsækkene) ved siddeknoglen som led i en langvarig genoptræning over flere måneder for at nedsætte risikoen for tilbagefald og bristninger. Senen kan naturligvis ikke efter en langvarig skadesperiode holde til maksimal belastning efter kun en kortvarig genoptræningsperiode.
Operativ behandling er sædvanligvis kun indiceret, hvis mindst 2 af de tre sener, der fæster på siddeknuden, er bristet, og afstanden mellem seneenderne er mere end 2 cm (retraktion). Hos eliteatleter med bristning af én enkelt af de tre sener med mindst 2 cm retraktion eller ved manglende fremgang efter 6 måneders regelret genoptræning, anbefaler nogle operation, men dokumentationen herfor er sparsom (Allahabadi S et al. 2024). Nyere undersøgelser tyder på, der ikke er forskel på genoptræning og operation selv ved totale bristninger med mere end 2 cm retraktion (Mafulli N., et al. 2024)
Nordic hamstring øvelserne (Petersen, J., et al., 2011 og van Dyk, N., et al.,2019), har i flere undersøgelser dokumenteret forebygget en betydelig del af baglårsskaderne specielt. tilbagefaldene. Det er derfor af stor betydning at forsætte med at udføre øvelserne regelmæssigt i lang tid (1 år) efter sportsaktiviteten er genoptaget.
Komplikationer
Hvis ikke forløbet går jævnt fremad, bør man overveje, om diagnosen er rigtig, eller om der er tilstødt komplikationer.
Specielt bør følgende overvejes:
