Sinus tarsi syndrom

SINUS TARSI SYNDROM

Anatomi

Sinus tarsi er et tragtformet hulrum på ydersiden af foden foran ankelknoen (laterale malleol) mellem hælbenet (calcaneus) og ankelrullebenet (talus). Sinus tarsi indeholder fedt, blodkar, nerver og ledbånd. Ledbåndene hjælper med at stabilisere leddene og opretholde fodens længdegående fodbue.

Årsag

Den smerteudløsende årsag kan ikke altid identificere, men ses ofte efter vrid i anklen (suppinationstraume) med ledbåndsskader til følge. Platfod disponerer til sinus tarsi syndromet.

Symptomer

Diffuse dybe, brændende eller jagende smerter udvendigt (lateralt) og centralt i ankel og fod med forværring ved belastning specielt på ujævnt/blødt grundlag som fx løb på græs og i nogle tilfælde blot længere tid i stående stilling. Smerterne bedres ofte efter opvarmning. Der fornemmes ofte løshed af anklen.

Undersøgelse

Diagnosen stilles sædvanligvis ved klinisk undersøgelse af relevant fagperson, hvor der findes trykømhed foran udvendige ankelkno svarende til sinus tarsi med forværring ved vrid i ankelleddet. Ved MR-skanning kan påvise brusk- og knogleskader (Khan I, et al. 2023), mens ultralydskanning kan påvise inflammation og væske.

Hvis der er tvivl om diagnosen, kan der ultralydvejledt injiceres lokalbedøvelse i sinus tarsi, hvilket vil fjerne symptomerne i ca. 1 time, hvis diagnosen er korrekt (diagnostisk blokade).

Behandling

Behandlingen omfatter primært aflastning fra smerteudløsende aktiviteter (løb) og langsomt stigende genoptræning inden for smertegrænsen. Evt. korrektion af forkert fodstilling (pronation). Hvis der ikke er jævn fremgang på aflastning og genoptræning, kan behandlingen suppleres med medicinsk behandling i form af gigtpiller (NSAID) eller ultralydvejledt injektion af binyrebarkhormon i sinus tarsi (Toy S, et al. 2023).

Ved langvarige gener med utilstrækkelig effekt af aflastning, genoptræning og medicinsk behandling kan operation med oprensning af sinus tarsi forsøges, men dokumentationen af effekten af operation er beskeden.

Komplikationer

Ved manglende fremgang bør man overveje om diagnosen er korrekt, eller om der er tilstødt komplikationer.

Specielt bør følgende overvejes:

Genoptræning