Udvendige ledbåndsskader i ankelleddet

RUPTURA LIGAMENTI LATERALIS PEDIS)

Anatomi

Ankelleddet stabiliseres af en ledkapsel, der er forstærket indvendigt (medialt) af et bredt, vifteformet ledbånd (lig. deltoideum), og udvendigt (lateralt) af 3 ledbånd: et forreste (lig. talofibulare anterius, ATFL), et midterste (lig. calcaneofibulare) og et bagerste (lig. talofibulare posterius). Ledbåndene stabiliserer ankelleddet specielt ved vrid, løb med retningsskift mm. Skinneben og lægben holdes sammen i ankelleddet bl.a. ved 2 ledbånd (lig. tibiofibulare anterius og posterius).
 
Ankelled indvendigt

A. Ligamentum mediale/deltoideum
B. Calcaneus (Hælknogle)
C. Talus
D. Tibia (Skinneben)

 

Årsag

Bristning af de udvendige sideledbånd i ankelleddet er en af de hyppigste idrætsskader og opstår, hvis foden vrikker rundt (supination), så de udvendige ledbånd overstrækkes og brister. I lette tilfælde tales om forstuvning/forstrækning og i svære tilfælde om hel eller delvis bristning/overrivning.

Det forreste ledbånd (lig. talofibulare ant.) brister hyppigst. Det midterste ledbånd (lig. calcaneofibulare) brister i 20% af tilfældene, hvor det forreste ledbånd brister. Det bagerste ledbånd brister sædvanligvis kun i forbindelse med alvorlige ankelledsskaber med brud eller ledskred.

Der kan komme følgeskader i forbindelse med ledbåndsbristninger blandt andet bristning af de ledbånd, der holder skinneben og lægben sammen (syndesmosebristning), væskeansamling i leddet (traumatisk synovitis) og seneskedebetændelsen, bristning af ledbånd i mellemfoden, knoglebrud i anklen, bruskskade indvendigt i ankelleddet (større brusklæsioner ses hos 7% af forstuvningerne) og beskadigelse af det subtalare led (leddet mellem hælbenet (calcaneus) og ankelrullebenet (talus)).

I nogle tilfælde kompliceres ledbåndsbristninger i ankelleddet af inflammation i ledkapslen rundt om ankelleddet (kapsulitis).

Symptomer

Pludseligt indsættende smerter på og under udvendige ankelkno (malleolus lateralis), hævelse og misfarvning på grund af blødning samt smerter ved gang.

Undersøgelse

Diagnosen stilles ved klinisk undersøgelse, hvor der i lette tilfælde (forstrækninger) kun findes minimal hævelse og ingen gener ved almindelig gang, men sædvanligvis trykømhed ved fæstet af forreste ledbånd (ATFL). Størrelsen af hævelsen er ikke et mål for skadens omfang. Udtalt hævelse eller smerter bør undersøgelse af relevant fagperson med henblik på at udelukke bl.a. knoglebrud i anklen specielt brud i vækstzonen i underbenet ved anklen og bristning af ledbånd mellem skinneben og lægben (syndesmosebristning).

Hvis der er mistanke om brud, bør der foretages et røntgenbillede af ankelleddet. Tidligere kraftige vrid i ankelleddet i det akutte stadie for at vurdere graden af løsheden er ikke længere indiceret, da dette ikke har betydning for valg af behandling.

Ultralydskanning kan fremstille udvendige ledbånd og ledbåndet (lig. tibiofibulare ant. inf.) mellem skinneben og lægeben (syndesmosen) samt inflammation ved kapsulitis (Colò G, et al. 2023). Ved dynamisk ultralydskanning kan løshed af ledbåndene vurderes (ledbåndet stresses under samtidig ultralydskanning, hvorved det kan ses om ledspalten øges som tegn på ledbåndsbristning, se video (Heitz PH, et al. 2024).

Behandling

Behandlingen af ledbåndsskader er i dag konservativ (genoptræning). Tidligere blev mange opereret og bandageret, hvilket stort set er forladt ved ukomplicerede ledbåndsbristninger. Ved gentagne ankelforstuvninger og ved syndesmosebristninger med betydelig løshed er operation ofte indiceret (Colò G, et al. 2023).

Bandage

I genoptræningsforløbet anvendelse ofte tape (eller forskellige former for ankelbandager), når løbetræning på ujævnt underlag eller løb med hurtige retningsskift påbegyndes. I ledbåndene sidder nerveceller (proprioreceptorer), der sender information til hjernen om, hvordan ankelleddets stilling er. Fra hjernen udgår der informationer til musklerne, der aktiveres, så ankelleddet holdes korrekt.

Når ledbåndene skades, fungerer disse nervebaner ikke optimalt, og risikoen for fornyede vrid i foden øges derfor. Tapens funktion er primært at stimulere de små nerveceller (proprioreceptorer) i huden, således disse kan ”vikariere” for de midlertidigt skadede nerveceller i ledbåndene. Tapens funktion er således ikke kun en ren mekanisk ”stabilisering” af ankelleddet, se tape 1, tape 2 og tape 3.

I nogle tilfælde kan man have glæde af visse former for bandager omkring ankelleddet i 5-6 uger. Specielle bandager har i nogle undersøgelser vist at kunne nedsætte risikoen for fornyede ledbåndsskader (Zwipp H. 2023).

Komplikationer 

Hvis ikke forløbet går jævnt fremad, bør man overveje, om diagnosen er rigtig eller om der er tilstødt komplikationer:

Specielt bør følgende overvejes:

  • Bristning af ledbånd mellem skinneben og lægben (syndesmosebristning),
  • Knoglebrud i anklen,
  • Knoglehindeafrivning (avulsion),
  • Seneskred (peroneus luxation),
  • Seneskedebetændelser,
  • Væskeansamling i leddet (traumatisk synovitis),
  • Bruskbeskadigelse i leddet (osteokondral læsion)

10-15% af idrætsudøvere med skader på udvendige ledbånd i anklen har forsat gener 1 år efter, sandsynligvis pga. utilstrækkelig genoptræning inden fuld sportsaktivitet genoptages.

Specielt

Vippebrætøvelser 1 og 2 er vigtig i såvel genoptræning som forebyggelse (Al Attar WSA, et al 2024). Vippebrætøvelser bør forebyggende gennemføres jævnligt resten af den aktive idrætskarriere, hvis der tidligere har været ledbåndsskader i ankelleddet. Start med at stå på begge ben på vippebrættet og støt med hænderne på væggen.

Efterhånden slippes støtten med hænderne og til sidst trænes med støtte på kun ét ben. Man kan evt. børste tænder morgen og aften på vippebrættet (Wang F,  et al. 2023).

Genoptræning