udskrivSPRINGERKNÆ
Anatomi: Den store forreste lårmuskel (musculus quadriceps femoris) består af fire muskler (m vastus lateralis, m vastus medialis, m vastus intermedius og m rectus femoris). Musklerne fæster alle på øverste kant af knæskallen. Knæskalssenen (ligamentum patellae) forbinder den nedre kant af knæskallen med øverste, forreste del af skinnebenet (tuberositas tibiae). Funktionen af knæskalssenen er derfor at overføre den kraft, den store forreste lårmuskel præsterer, når knæet strækkes. |
||
|
||
|
Årsag: Gentagne ensformige belastninger af knæskalssenen (spring, spark) medfører mikroskopiske småbristninger ved knæskalssenefæstet på nedre kant af knæskallen. Overbelastningsskader af knæskalssenen er betinget af dels slitage (degeneration) og dels “betændelse” (inflammation), (artikel 1). Da belastningen ofte forsætter på trods af ømheden, der i starten svinder efter opvarmning, opstår der efterhånden en kronisk “betændelse” (inflammation) i senen. I nogle tilfælde opstår symptomerne ved senefæstet fra forreste lårmuskel på øvre kant af knæskallen(Foto). Symptomer: I starten fremkalder spring og lignende ømhed ved nedre kant af knæskallen. Disse smerter svinder de første uger/måneder efter opvarmning. Hvis idrætsaktiviteten forsættes, tiltager smerterne, så idrætsaktivitet til sidst er umulig. Akut behandling: Se her. Undersøgelse: Sædvanlig stilles diagnosen ved en almindelig klinisk undersøgelse, hvor der er ømhed svarende til spidsen af knæskallen hvor knæskalssenen fæster. I tilfælde hvor forløbet ikke går jævnt fremad, bør der udføres en ultralydscanning. Ved ultralydscanning vil man kunne vurdere omfanget af forandringer i senen: betændelse i senen (tendinitis), ”slitageforandringer (degeneration) i senen (tendinosis), forkalkninger i senen, slimsæksbetændelse (bursitis), stivheden af senevævet (ved elastografi), (delvise) bristninger samt øget blodkarindvækst i senen (Ultralydbillede 1). Ultralydscanning er mere velegnet til senediagnostik end MR-scanning. Behandling: Skaden opstår fordi belastningen overstiger senefæstets styrke (kronisk senebetændelse). Det er derfor vigtigt at nedsætte den skadesudløsende belastning (løb, spring) og samtidig øge styrken af senen. Hvis behandlingen indsættes hurtigt, kan skaden i nogle tilfælde ophele på få uger. Hvis smerten har været til stede i flere måneder, og specielt hvis der ved ultralydscanning er fundet fortykkelse af og forandringer i senen, må man ofte påregne et genoptræningsforløb over flere måneder (ofte > et halvt år). Der lægges vægt på udspænding og styrketræning af forreste lårmuskel ved at aktivere musklen samtidig med den udspændes (eccentrisk træning), men der er ikke dokumenteret væsentlige forskellige på de forskellige træningsmetoder (artikel 2). Medicinsk behandling i form af gigtpiller (NSAID) kan forsøges i det akutte stadie, mens behandling med NSAID ikke er indiceret ved langvarige gener, dels da effekten er yderst begrænset og dels da NSAID behandlingen dæmper smerten, således genoptræningen bliver vanskeligere at styre. Ved langvarige gener uden fremgang trods langsom genoptræning og med forandringer ved ultralydscanning, har injektion af binyrebarkhormon under den fortykkede del af senen som led i en langvarig genoptræningsplan været en del af behandlingen. Undersøgelser har vist, at ultralydvejledte injektioner med binyrebarkhormon er særdeles effektiv til at reducere omfanget af de fortykkede sener, således mere aktiv genoptræningen kan påbegyndes (artikel 3). Der er god korttidseffekt af injektionerne, mens langtidseffekten ikke er dokumenteret (artikel 4). Om dette skyldes, at genoptræningen intensiveres for hurtigt, når senen efter injektionen bliver symptomfri med tilbagefald af symptomer til følge, er ukendt. Da injektion af binyrebarkhormon altid er et led i en langvarig genoptræning af en meget alvorlig, kronisk skade, er det afgørende nødvendigt, at genoptræningsforløbet strækker sig over adskillige måneder (ofte > et halv år) for at nedsætte risikoen for tilbagefald og bristninger, i det senen naturligvis ikke efter en langvarig skadesperiode kan holde til maksimal belastning efter kun en kortvarig genoptræningsperiode genoptræningsperiode – heller ikke selv om senen er blevet symptomfri. Injektionen kan kun fjerne smerterne og normalisere senetykkelsen, men kan ikke gøre senen stærkere. Det kan kun langvarig genoptræning. Hvis diagnosen stilles ved hjælp af ultralydscanning og injektionerne foretages ultralydvejledt samt genoptræningen forløber i henhold til de her skitserede principper, er behandling med binyrebarkhormoninjektioner en behandling, der kun er forbundet med beskedne risici (artikel 5). Hvis den første injektion ikke har vedvarende effekt trods langvarig genoptræning i henhold til de omtalte retningslinier, er yderligere injektioner sædvanligvis ikke indiceret. Langvarige overbelastningsbetingede seneskader sammenlignes ofte med et isbjerg, da størstedelen af seneforandringerne er symptomfri og kun de værste “10%” af forandringerne i senen giver symptomer. Når man er symptomfri, kan man derfor forsat have “90%” af de skadesbetingede seneforandringerne, og det er derfor vigtigt, at genoptræningen forsætter i flere måneder efter symptomerne er svundet, inden senen belastes maksimalt. Ellers vil risikoen for tilbagefald og bristninger øges betydeligt. Inden for de seneste år er der kommet forskellige eksperimentelle behandlinger som skleroserende injektionsbehandling og injektion af blodplader (Pladerig plasmabehandling, PRP) (artikel 6), High Volume injektions-behandling m.fl., men nyere undersøgelser kan ikke påvise sikker effekt af disse behandlinger. Shock-wave (ultralydbehandling) kan forsøges om end der ikke er nogen sikker, entydig dokumentation for effekten. Ved manglende fremgang på genoptræning og medicinsk behandling, kan man forsøge operativ behandling. Langtidsresultaterne af operationerne er ofte skuffende og forbundet med en betydelig højere komplikationsrate end de øvrige behandlingsformer (artikel 6). Bandage: Enkelte synes anlæggelse af tape eller anden bandage rundt om skinnebenet lige under knæskallen kan lindre på generne (tape-beskrivelse). Komplikationer: Ved manglende fremgang må man overveje om diagnosen er rigtig, eller om der er tilstødt komplikationer. Specielt bør man overveje:
Specielt: Stødabsorberende sko eller indlæg vil nedsætte belastningen. |
||