Anatomi
Ledhulen i knæleddet er beklædt med en ganske tynd ledhinde (synovialis). I ledhinden kan dannes ledhindefolder (plica synovialis) i de 4 ledkamre: i indvendige ledkammer (medial plica), i udvendige ledkammer (lateral plica), i øvre ledkammer (suprapatellar plica) og forreste ledkammer (anterior plica).
Hos mere end 50% af alle findes en slimhindefold (plica) i indvendige ledkammer i knæet.
Årsag
Hvis der sker en afklemning af eller en blødning i slimhindefolden, vil denne blive ”betændt” (inflammeret) og fortykket, hvilket kan give smerter.
Symptomer
Slimhindefolden i indvendige ledkammer (medial plica) giver langt hyppigst symptomer. Symptomerne er diffuse murrende smerter fortil i knæet, hævelse og pseudoaflåsninger, der til forveksling kan ligne symptomerne ved menisklæsion.
Smerterne er sædvanligvis lokaliseret lige indvendigt for knæskallen foran indvendige ledlinie. Smerterne opstår ofte pludselig ved bestemte bevægelser og kan ledsages af hævelse i knæet.
Hvis en flig af slimhindefolden kommer i klemme, kan der opstå aflåsningslignende symptomer.
Undersøgelse
I lette tilfælde stilles diagnosen alene på baggrund af den kliniske undersøgelse. Svære tilfælde eller tilfælde, der ikke bedres på behandlingen bør vurderes af fagperson for at få den korrekte diagnose og behandling.
Af og til kan der føles en øm smuttende streng indvendigt for knæskallen, men ofte er almindelig klinisk undersøgelse ikke tilstrækkelig. For at stille diagnosen er det ofte nødvendigt med artroskopi (kikkerundersøgelse af leddet) eller MR-skanning (specielt hvis der er væske i knæet).
Behandling
Behandlingen omfatter aflastning fra smerteudløsende aktivitet og gradueret genoptræning af knæet inden for smertegrænsen. Hvis generne ikke langsomt svinder, kan behandlingen suppleres med gigtpiller (NSAID) eller injektion af binyrebarkhormon i slimhindefolden eller i knæleddet. Hvis heller ikke dette hjælper kan slimhindefolden fjernes ved artroskopi.
Genoptræning, specifikt
Belastningen af knæet kan starte så snart smerterne og hævelsen i knæet er svundet. I ukomplicerede tilfælde er det ofte muligt at have genoptaget idrætsaktiviteten på fuldt niveau i løbet af én måned. Træningen må ikke medføre tiltagende hævelse (eller smerter) i knæet.
Komplikationer
Ved manglende fremgang inden operation må man overveje om diagnosen er korrekt. Det vil ofte kræve supplerende undersøgelser (røntgen, ultralyd- eller MR-skanning).
Specielt bør følgende overvejes: